I vinteren 2007 syntes Per Juul Carlsen, at niveauet af danske film var lavt, og han observerede, at ingen af filmene deltog i de fine konkurrencer på de toneangivende festivaler i Berlin og Cannes. Han rejste sammen med andre filmjournalister spørgsmålet, om dansk film var i krise, for at skabe en "interessant debat om filmbranchens sundhedstilstand."
Filmjournalisten så hurtigt det, som han kalder et hysteri, brede sig, og konkluderer, at "hvis man bliver ved med at gentage spørgsmålet, er det ikke længere et spørgsmål, men en falsk sandhed. Ingen er længere i tvivl, om at dansk film er i krise". "Medierne har kun taget den beslutning, fordi det skaber bedre overskrifter og sælger bedre," fortsætter han.
Per Juul Carlsen konstaterer, at Jesper Strandgaard (Copenhagen Business School), der stod i spidsen for en international konference om filmindustrien afholdt for blot to uger siden, klart har kunnet afvise over for Politiken, at der er en synlig krise på det økonomiske område i dansk film. Jesper Strandgaard kunne i den forbindelse kun se, at: "Hvis der er en krise, må den være kreativ."
Det sætter Per Juul Carlsen til gengæld spørgsmålstegn ved og konkluderer, at "når det seneste år har budt på så bredt et udbud af selvstændige film som "Daisy Diamond", "De unge år", "To verdener", "Flammen & Citronen", "Gå med fred Jamil" og "Det som ingen ved", er det hysteri at tale om kreativ krise."
Per Juul Carlsen er citeret fra artiklen: Hvem er i krise? Information/ Paradoks side 16. Fredag den 13. juni.
Foto: "To verdener". Jens Juncker-Jensen