Det grønlandske samfund og rigsfællesskabet er i den grad kommet på dagsordenen i globale medier i forbindelse med klimaforandringer og sikkerhedsspørgsmålene i Arktis, der bliver udfordret på ny.
Men en undersøgelse viser, at det er meget begrænset, hvad danske unge ved om Grønland – og at undervisning om grønlandske forhold i gymnasierne er meget begrænset. Det slog en rapport fra analysefirmaet Epinion fast i 2019, hvor der blev lavet en undersøgelse foranlediget af Undervisningsministeriet.
Det har de to filmselskaber Ánorâk Film i Grønland og Bullitt Film i Danmark sat sig for at gøre noget ved med det nye undervisningssite 'Levende Grønland'. Det er målrettet gymnasiet og tager udgangspunkt i tre nyere dokumentarfilm: Sturla Pilskog og Sidse Torstholm Larsens 'Håbets Ø' (2019), Lasse Laus 'Lykkelænder' (2018) og Inuk Silis Høeghs 'Sumé - Lyden af en revolution' (2014).
Visuelt og filmisk udgangspunkt
De to filmproducenter Emile Hertling Peronard fra Ánorâk Film og Vibeke Vogel fra Bullitt Film er nogle af kræfterne bag undervisningssitet. De fortæller, at de fik ideen til 'Levende Grønland', fordi de af erfaring ved, at dokumentarfilm kan være en vigtig måde at få indblik i andre kulturer, historie og samfundsforhold på.
"Vi så en kæmpe mulighed i, at der var hele tre film, som skildrer forhold om Grønland på en sanselig, underholdende og også provokerende måde," siger Emile Hertling Péronard. "Vi ønskede at skabe et moderne, onlinebaseret undervisningsmateriale samlet på ét website. Projektets udgangspunkt er først og fremmest visuelt og filmisk. I samspil med de formidlende tekster tror vi, at undervisningsmaterialet kan blive en mulighed for danske gymnasieelever at dyrke dokumentargenren i sig selv, men også alle de mange dimensioner om Grønland, som sitet rummer. Vi håber at sitet giver de unge lyst til at sætte sig ind forholdene i Grønland for viden er den vigtigste vej til positiv forandring. Og til et opgør med fordommene."
'Levende Grønland' er gratis at bruge og målrettet fagene dansk, mediefag, samfundsfag og historie i gymnasiet. Tekstmateriale og opgaver spiller sammen med udvalgte klip fra 'Håbets ø', 'Lykkelænder' og 'Sumé', og sitet indeholder interviews med de instruktører, som står bag filmene samt referencer til andre værker. Filmene kan ses i deres helhed på Filminstituttets undervisningssite Filmcentralen/Undervisning med UNI-Login samt på bibliotekernes streamingsite Filmstriben.
'Levende Grønland' er produceret af Bullitt Film og Ánorâk Film i tæt samspil med Det Grønlandske Hus i København med støtte fra Børne- og Undervisningsministeriets Udlodningsmidler samt Det Danske Filminstitut og Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond.
Filmene i 'Levende Grønland':