Lübeck med danske film

LÜBECK. Hansestaden Lübeck inviterer på et stort dansk filmprogram, når festivalen Nordische Filmtage fra 31. oktober til 4. november viser film fra Skandinavien, de baltiske lande og Nordtyskland.

Tre danske film deltager i festivalens hovedkonkurrence for spillefilm. Det er Bille Augusts "Marie Krøyer" og Susanne Biers "Den skaldede frisør", der for tiden begge trækker et stort publikum i biografen herhjemme, og Thomas Vinterbergs Cannes-vinder "Jagten", der får dansk premiere i januar.

Christian Dyekjærs "Fuglejagten", Morten Køhlerts "Hemmeligheden" og Kaspar Munks "You and Me Forever" konkurrerer i et program med film for det unge publikum.

Festivalgæsterne får også lejlighed til stifte bekendtskab med en række danske dokumentarfilm: Daniel Denciks "Moon Rider", Christian Sønderby Jepsens "Testamentet" og dokuserien "Sådan er søskende", der består af fire 20-minutters-film instrueret af henholdsvis Max Kestner, Laila Hodell, Mikala Krogh og Aage Rais-Nordentoft.

Festivalen byder desuden på kortfilmene "Vildfugl" af Jacob Bitsch og "Slug Invasion" af Morten Helgeland samt en retrospektiv serie med Hans Fabian Wullenwebers "Cecilie" og Lars von Triers tv-serie "Riget".