"Ma Salama Jamil - Gå med fred Jamil" til Rotterdam og Göteborg

Den danske spillefilm "Ma Salama Jamil - Gå med fred Jamil" er udtaget til hovedkonkurrence på to af vinterens højt estimerede filmfestivaler: Den Internationale Filmfestival i Rotterdam (23. januar-3. februar) og Göteborg Internationale Filmfestival (25. januar-4. februar).

Instruktøren Omar Shargawis spillefilmdebut er et actiondrama i det arabiske miljø i København, om religiøst had, om kærlighed, blodhævn og forsoning. Den er produceret med støtte fra New Danish Screen, som har støttet opsigtsvækkende film som Pernille Fischer Christensens "En Soap", Anders Morgenthalers "Princess" og Christoffer Boes "Offscreen", der alle har været stærkt efterspurgt af førende filmfestivaler verden over.

Manuskriptet til "Ma Salama Jamil - Gå med fred Jamil" er skrevet af Omar Shargawi og Mogens Rukov, og Meta Louise Foldager har produceret filmen for Zentropa.

I Rotterdam deltager 15 film i festivalens konkurrenceprogram, som kun viser første eller anden spillefilm af nye instruktører. Sidste år vandt Morten Hartz Kaplers' "AFR" festivalens hovedpris, VPRO Tiger Award. I Göteborg deltager "Ma Salama Jamil" i konkurrence med syv andre film.

Den Internationale Filmfestival i Rotterdam: www.filmfestivalrotterdam.com Göteborg Internationale Filmfestival: www.filmfestival.org DFI factsheet: Ma Salama Jamil