Mads Mikkelsen som russisk dirigent og forfører

På torsdag den 11. februar kan Mads Mikkelsen ses som den russiske dirigent Igor Stravinsky over for Coco Chanel spillet af den franske skuespillerinde Anna Mouglalis i filmen "Coco Chanel & Igor Stravinsky".

En dansker, der spiller russer, der taler fransk med russisk accent alt imens han spiller klaver og dirigerer. Skuespilleren Mads Mikkelsen kom på lidt af en opgave, som den russiske dirigent Stravinsky i den nye franske film "Coco Chanel & Igor Stravinsky", der handler om forholdet mellem musik- og modeikonet.

Filmen om Coco Chanel og Igor Stravinsky tager udgangspunkt i en affære de to angiveligt skulle have haft kort tid efter Første Verdenskrig. Stravinsky, hans hustru og deres fire børn lever i eksil i Frankrig og Coco Chanel inviterer dem til at bo hos sig i sin Villa Bel Rispiro. Tiltrækningen er øjeblikkelig og efterhånden udvikler der sig et kærlighedsforhold mellem de to kreativt begavede mennesker.
 
Mikkelsen fik sit store internationale gennembrud, som skurken Le Chiffre i James Bond-filmen "Casino Royale". Efter at have spillet elskovssyg russisk komponist kommer turen næste gang til de mere hjemlige himmelstrøg i rollen som One Eye i Nicolas Winding Refns "Valhalla Rising", der har premiere den 31. marts i de danske biografer.  

"Coco Chanel & Igor Stravinsky" har premiere i København, Aalborg, Århus og Odense på torsdag den 11. februar og distribueres af Camera Film.