Mægtige Maskiner for de mindste

BUSTER viser tre af Henrik Selin Lorentzens film i serien af små dokumentarfilm "Mægtige maskiner – på hjul og larvefødder". Henholdsvis en asfaltmaskine, en stribemaler og en tårnkran er hovedperson i hver af de tre film.

"Det her er en asfaltmaskine. Og det her er manden, der styrer maskinen."

Sådan starter Henrik Selin Lorentzens lille dokumentarfilm om "Asfaltmaskinen", mens vi ser et billede af maskinen – og manden, der styrer maskinen.

Dokumentarfilmserien "Mægtige maskiner – på hjul og larvefødder" består af 13 dokumentarfilm for de mindste, der på seks minutter i rolige billeder viser, hvordan maskiner på byggepladser og veje virker, og hvad deres formål er. BUSTER viser de tre film om "Asfaltmaskinen", "Stribemaleren" og "Tårnkranen".

Filmene tager de mindste børn helt tæt på maskinerne, mens de arbejder, så de kan se, hvordan de virker. En fortællerstemme forklarer roligt om maskinerne – f.eks. at asfaltudlæggeren skal være helt fyldt med asfalt, og at det er rygende varmt. Hver  film indeholder en lille quiz, og det hele bliver opsummeret i en sang om maskinen.

De tre film udvalgt til BUSTERs program vises første gang fredag den 10. september klokken 10.15 i Cinemateket  og derefter flere gange i København og omegn.

Alle 13 film kan ses i dvd-kvalitet på internettet via www.filmstriben.dk.
Filmstriben er en netportal, som drives af DBC i samarbejde med Det Danske Filminstitut.

Filmene er desuden udgivet på dvd.

"Mægtige maskiner – på hjul og larvefødder" er produceret Nynne Marie Selin for SF Film Production ApS med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Tags: BUSTER 2010