Månedens Film: Profetia

Månedens Film i Cinemateket er multiplotfilmen "Profetia" om liv, kærlighed og død i Københavns Nordvest-kvarter. Filmen af det svenske instruktørtalent Johan Melin har verdenspremiere i Cinemateket den 25. oktober.

60-årige Sofie står ved et bål og brænder de manuskripter og historier, hun har skrevet gennem hele livet. Historierne synes en efter en at blive til virkelighed og til profetier for hendes vingeskudte karakterer. Samtidig bliver hun konfronteret med fortidens fejltagelser.

Sofies datter Eva skal giftes samme dag, men brylluppet og kærligheden bliver sat på prøve. Evas eksmand, den sex-fikserede spirituelle terapeut Lars, planlægger et comeback, men rammes af et ildebefindende. Sygeplejersken Ruth, der har haft en dramatisk nærdødsoplevelse, er bange for kærligheden, men mødet med Sofies gamle kæreste Tom ændrer hendes liv. Og så er der den kørestolslænkede Johnny, som er fuld af had og racisme og iværksætter sit eget skræmmende hævntogt.

Efterhånden krydses alles veje i en forunderlig rejse gennem et barsk københavnsk Nordvest-kvarter. Hvor instruktøren Johan Melins første spillefilm "Preludium" (2008) var en one shot-film, optaget i én lang dynamisk bevægelse, er hver scene i "Profetia" filmet i ét take. Johan Melin giver på denne måde sine skuespillere stort frirum.

Tilgængelig på tre platforme
"Profetia" kan opleves i Cinemateket, hvor den bliver vist hver dag fra den 25.-31. oktober. Samtidig vil filmen være tilgængelig på DVD i Cinematekets Boghandel og på Filmstriben.dk fra 26. oktober. Fra 6. oktober kan man opleve forgængeren "Preludium" gratis på Filmstriben.

Filmen er produceret af Vibeke Vogel og Elise Lund Larsen for Bullit Film og har modtaget støtte fra Det Danske Filminstituts talentstøtteordning New Danish Screen.

"Profetia" har verdenspremiere i Cinemateket søndag den 25. oktober kl. 19.15 med introduktion af Johan Melin. Herefter bliver den vist hver dag kl. 19.15 fra tirsdag den 27. oktober til lørdag den 31. oktober.

Tags: