Marguerite Engberg fylder 90

Dansk films grand old lady fejres søndag den 7. juni i Cinemateket med film og festtaler i anledning af den runde fødselsdag.

Den legendariske filmhistoriker og grundlægger af Institut for Filmvidenskab på Københavns Universitet fylder 90 år i juni. Det markeres i Cinemateket med visning af Taviani-brødrenes Guldpalmevinder fra 1977, "Min fader, min herre", som Marguerite Engberg selv introducerer, og med festtaler fra de to fagfæller Peter Schepelern og Casper Tyberg.

Marguerite Engberg er internationalt respekteret som kender af dansk stumfilm og har skrevet adskillige bøger og artikler om emnet. Hun blev i 1967 den første lærer ved det nyoprettede fag Filmens historie og æstetik ved Københavns Universitet. Det blev Danmarks første akademiske institution for filmvidenskab, og hun har siden haft stor betydning for fagets udvikling.

Fødselsdagsarrangementet finder sted søndag den 7. juni kl. 14, og billetter kan bestilles via Cinemateket.