Fra torsdag den 25. juni er de digitale døre åbnet for et bredt tilgængeligt dansk filmfokus i USA. Det sker med 'The Best of Danish Cinema', som er titlen på en håndplukket serie med 36 film, der skal tegne nuancerne og bredden i dansk film for et amerikansk publikum.
Serien med både historiske og nutidige værker, både fiktion og dokumentar, er resultatet af et samarbejde mellem Filminstituttet og den amerikanske biografkæde og distributør Alamo Drafthouse, der også driver USA's største genrefilmfestival Austin Fantastic Fest. De danske film offentliggøres etapevis på selskabets nye streamingtjeneste Alamo On Demand, hvor de kan købes eller lejes over det næste år.
Filminstituttets direktør Claus Ladegaard siger:
"Det er et privilegium at få lov at præsentere et amerikansk publikum for så facetteret et udbud af dansk film. Alamo Drafthouse har sammensat en alsidig serie, der rækker fra stumfilmæraen og helt frem til i dag, og som rummer både klassiske instruktørnavne og nye talenter. Filmserien viser bredden i dansk fortællekunst og tegner samtidig et mangfoldigt billede af de forskelligartede miljøer, værdier, drømme og kampe, der optager danskere. Vi glæder os til at følge reaktionerne og det amerikanske publikums oplevelser det næste lille års tid, hvor serien varer."
Alamo Drafthouses leder og grundlægger, Tim League, der i et årti har sikret amerikansk distribution til en række danske spillefilm og dokumentarer, siger blandt andet:
"Danmark er en smule større end staten New Hampshire og har omtrent den samme befolkning som Houston. Landets beskedne størrelse taget i betragtning er jeg forbløffet over den utrolige filmiske rigdom, der konstant kommer derfra."
Første serie med kvindelige filmstemmer
Titlerne i serien offentliggøres på Alamo On Demand hen ad vejen over det kommende år i seks tematiske programmer. De såkaldte six packs ligger klar hver den sidste torsdag i måneden hver anden måned. Udvalgte film vil være ledsaget af særligt ekstramateriale så som instruktørportrætter, interviews og kortfilm.
Allerede nu ligger det første program klar på platformen. Med titlen 'Danish Films/Women Directors' præsenteres kvindelige filmstemmer med seks film fra 1999 og frem til i dag: 'Dronningen' af May el-Toukhy, 'De frivillige' af Frederikke Aspöck, 'Holiday' af Isabella Eklöf, 'En Soap' af Pernille Fischer Christensen, 'Forbrydelser' af Annette K. Olesen og 'Bye Bye Bluebird' af Katrin Ottarsdóttir.
Næste program ligger klart den 26. august og byder på krimier og action med blandt andet Nicolas Winding Refns tidlige film samt Olsen-Banden, som hermed bliver tilgængelig i USA for første gang nogensinde.
Alamo Drafthouse planlægger desuden en afsluttende 'Meet the Danes'-fest i Los Angeles eller New York, når hele serien runder af næste år i april. Her bliver man som publikummer inviteret, hvis man har set samtlige 36 film i serien.
Initiativet 'The Best of Danish Cinema' er støttet af Kulturministeriet og Udenrigsministeriet, og det er en del af indsatsen i det tværministerielle Internationale Kulturpanel for at styrke dansk kulturudveksling med USA.
Se mere hos Alamo On Demand.
Film i serie om kvindelige instruktører: