"Alt er relativt". Foto: Erik Molberg Hansen
AF LARS MOVIN
Med "Alt er relativt" har Mikala Krogh på antropologisk vis bevæget sig ud i verden for at indsamle materiale til sit filmiske laboratorium. Den undersøgelse, hun har foretaget, handler om, hvordan menneskets målestok i forhold til basale livskvaliteter har det med at ændre sig i forhold til omstændighederne. Og resultatet er blevet et ambitiøst og favnende dokument, et eller andet sted mellem dokumentarisme og personligt essay.
Det kan måske lyde abstrakt, men det er det sådan set ikke. Gennem sin tilsyneladende løse mosaik af iscenesættelser og dokumentariske fragmenter handler filmen om noget helt specifikt, nemlig om de basale vilkår og følelser, vi alle sammen deler, uanset forskelle i kultur, race og religion. Og så handler den om, hvordan vi som mennesker overfladisk set er i stand til at justere vore forventninger og kriterier for lykke og sorger alt efter omstændighederne. Men samtidig siger den også noget om, hvordan vi - på et dybere plan - er gjort af det samme emotionelle stof.
Det kan godt være, at den teknologiske udvikling buldrer derudad, og at globaliseringens tandhjul drejer med stadig større hast, men på en række fundamentale punkter forbliver mennesket uændret. Eller som Henry Miller har formuleret det: Der er ingen fremskridt i glæderne.
"Jeg har altid været fascineret af menneskets evne til at tilpasse sig," siger Mikala Krogh. "Men det er vigtigt at understrege, at det ikke er filmens mål at retfærdiggøre de kæmpe økonomiske og sociale forskelle, der findes i verden. Det har ikke været hensigten at sige, at det gør ikke noget, at nogle mennesker lever under rædselsfulde vilkår, for alt er jo relativt. Eller at det er fint nok, at de sulter i Afrika, for så bliver de jo glade, bare de får to skefulde mad. Slet ikke. For mig er filmen mest af alt en undersøgelse af det fænomen, at der - trods alle forskellene - er noget, som binder os sammen. Den er et udsagn om, at hvert menneskeliv har det samme krav på værdighed. Og så er den en hyldest til mennesket og dets evne til at overleve."
Mangfoldighed af sprog
I "Alt er relativt" indgår en mangfoldighed af filmiske greb. Grundtonen er dokumentarisk, men filmsprog og metode varierer fra sekvens til sekvens. Overordnet er materialet inddelt i syv hovedafsnit, hvert af dem tilrettelagt omkring en følelse eller et livsvilkår.
Hvert afsnit belyses gennem en række eksempler, nedslag. I afsnittet med overskriften "Kærlighed" fortæller tre ældre ægtepar fra tre forskellige steder i verden om, hvordan de har fundet sammen; deres fortællinger sættes i relief af en scene med et ungt japansk par, der lader sig overmande af lyst på gaden og spontant lejer sig ind på et hotelværelse for at dyrke sex. I "Sygdom" dumper man ned blandt de sørgende ved en begravelse i Mozambique. I "Lykke" overværer man en scene i en lufthavn i Texas, hvor familier venter på deres fædre, som skal komme hjem fra krig. Og i "Tid" møder man en ingeniør fra Bangladesh, som på ubestemt tid er strandet under slavelignende forhold i Dubai, samt en gammel kvinde, som bruger en lille evighed på at knappe en knap i sin skjorte.
De fleste personer optræder kun én gang. Nogle få vender tilbage flere gange - mest markant eksemplificeret ved en føljeton af dagbogsvideoer, hvor en ung kræftramt kvinde betror sig til kameraet om sine tanker omkring sin sygdom og det forløb af kemoterapi, hun må gennemgå.
Ud over de dokumentariske fragmenter optræder en række tableauer, iscenesættelser fra et studie, en slags laboratorium, hvor de forskellige temaer belyses på en mere underfundig eller stiliseret måde. Endelig rummer filmen seks monologer ved manuskriptforfatteren Mogens Rukov, en slags vignetter, der sætter ord på de enkelte temaer og dermed tilbyder en optik, en tolkningsramme.
Trang til at eksperimentere
Mikala Krogh fortæller, at "Alt er relativt" til dels er inspireret af hendes optagethed af "Family of Man", fotografen Edward Steichens berømte udvalg af billeder fra alverdens lande og kulturer, sammensat med henblik på at vise de menneskelige følelsers universalitet. Billederne blev første gang udstillet på Museum of Modern Art i New York i 1955 og har siden cirkuleret i en fotobog, som med sine mere end fire millioner solgte eksemplarer er et af de mest udbredte visuelle vidnesbyrd om menneskeheden.
En anden forudsætning har været en trang til at eksperimentere med det dokumentariske format, som har præget de fleste af Kroghs værker.
"Alt er relativt" fremstår som en række af øjeblikke trukket efter hinanden som perler på en snor. En mosaik. En collage. En antologi. Et filmisk essay i encyklopædiens form. Hvilket umiddelbart kunne bringe tankerne hen på især tre markante filmmagere fra en ældre generation, nemlig den østrigske Michael Glawogger (specielt hans "Megacities" fra 1998), den svenske Roy Andersson og den danske Jørgen Leth. Alle sammen slægtskaber, som Mikala Krogh gerne vedkender sig.
"Jeg kan godt lide den encyklopædiske form. Jeg synes, at det er interessant at tage nogle forskellige elementer, nogle selvstændige portrætter eller historier, og så sætte dem sammen og se, hvad de kan give hinanden. Hvad de tilsammen kan sige, som de ikke kunne sige hver for sig."
"Faktisk startede den nye film med at være endnu mere samplet, end den er blevet. Netop fordi jeg har lavet så forskellige film, kom jeg på et tidspunkt til at tænke på, at det kunne være interessant at samle alle de mange idéer i én film. Og jeg havde endda nogle tanker om også at inkludere fraklip, både fra mine egne og andres film, fordi man som filmmager ofte oplever at stå tilbage med noget materiale, som man holder meget af, men som man bare ikke kan få indpasset i en given struktur. Jeg fik da også indsamlet en del materiale, men da jeg sad og så det igennem, gik det op for mig, at det ikke kunne bruges i denne film, fordi det ikke var filmet med den optik, der skulle til. Derfor endte det med, at vi selv gik ud og lavede det hele."
Regler er stimulerende
"Alt er relativt" er optaget i Mozambique, Dubai, Tokyo, Texas og Danmark. Hertil kommer en lille smule arkivmateriale, plus en enkelt sekvens fra Sibirien, som filmholdet af praktiske årsager måtte udlicitere. I princippet kunne filmen være optaget hvor som helst, og i det hele taget var det ikke det største problem at finde egnede locations eller personer, men snarere at afgrænse stoffet.
"Samarbejdet med Mogens Rukov var en stor hjælp i forhold til at formulere nogle spilleregler for projektet. Hvilket var helt nødvendigt for ikke at fortabe sig i den enkelte historie og for at være i stand til at udelukke alt det andet spændende, som vi også kunne have optaget på hver eneste location. I forhold til det indholdsmæssige var det vigtigt, at det skulle være nogle hverdagsagtige situationer, som alle ville kunne identificere sig med. Det måtte ikke være sådan en "Mondo Cane"-film, hvor vi bare ville vise, hvor eksotisk de lever i Papua Ny Guinea eller sådan noget. Og når vi tog til Afrika, måtte vi heller ikke falde for fristelsen til bare at komme hjem med noget materiale, der bekræftede klichéen om de stakkels fattige afrikanere. Snarere end at forsøge at få alt med besluttede vi at lade en masse ting være underforstået. Det skulle være en række nedslag i almindelige menneskers liv, øjebliksbilleder, hvor der hverken var et før eller et efter."
- Har du følt det som en begrænsning ikke at kunne følge de enkelte historier i længere tid?
"Tværtimod! Det har været en kæmpe befrielse at være underlagt disse regler. Først og fremmest har det betydet, at jeg i optagesituationen har kunnet fokusere på det væsentlige uden hele tiden at skulle spekulere over, hvad der var gået forud, eller hvordan en historie ville udvikle sig. Og så føler jeg det som et stort privilegium at have fået lov til at udforske mediet på denne måde. Ser man mere traditionelt på det, så ligger der jo potentielt en hel film og venter i hver lille historie, men det har bare ikke været vores opgave at fortælle de historier denne gang. Men jeg vil da ikke udelukke, at jeg i fremtiden vil lave noget mere straight, hvor jeg så kan lade mig inspirere af de erfaringer, jeg har gjort med denne film. I øvrigt er det heller ikke sikkert, at jeg får lov til at lave flere film af denne type. Det er måske once in a lifetime."
MIKALA KROGH
Født 1973. Bor og arbejder i København. Har i en årrække lavet radio. Debuterede som instruktør i 1992 med dokumentarfilmen "Epilog" (s.m. Sara Bro) og har siden arbejdet med personlige, undersøgende og eksperimenterende dokumentarfilm. Afgang fra TV-Linjen på Den Danske Filmskole i 2001 med filmen "MK" (2001). Blandt vigtigste titler i øvrigt: "Fisk uden vand" (2000), "Omveje til frihed" (s.m. Sidse Stausholm) (2001), "Min fars valg" (2002), "Min morfars morder" (s.m. Søren Fauli) (2004), "Beths dagbog" (s.m. Kent Klich) (2006) og "Alt er relativt" (2008).
"Alt er relativt"
Instrueret af Mikala Krogh. Manuskript i samarbejde med Mogens Rukov. Kamera: Manuel Claro og Adam Philp. Klip: Theis Schmidt. Producer: Christian Rank. Produktionsdesign: Rasmus Cold. Lyddesign: Kristian Eidnes Andersen. Musik: Joachim Holbek. Produceret af SF Film med støtte fra New Danish Screen. 2008. 78 min.