Hvad længes du mest efter lige nu?
Jeg savner at komme ud og opleve noget kultur sammen med andre mennesker. Jeg længes helt vildt efter at gå i biografen – både som privatperson og på vegne af filmbranchen.
Der var bekymring i foråret over, om publikum ville blive så glade for at sidde derhjemme og se Netflix og genudsendelser af Olsen-Banden, at vi aldrig kunne lokke dem i biografen igen. Den bekymring kunne vi have sparet os. Folk strømmede jo til biograferne for at se danske film fra juni til december. Selvfølgelig hænger det sammen med, at der var færre amerikanske film, men der var altså nogle stærke danske film og en stor lyst i befolkningen til at se dem. ’Druk’ blev set af omkring 800.000, ’Retfærdighedens ryttere’ af over 400.000, og forhåbentlig kan den trække endnu flere, når biograferne åbner igen.
Jeg tror, at både branchen, biograferne og publikum er så klar til genåbning. Hvis det kan ske på vilkår a la dem i efteråret og måske med fremvisning af en negativ test, kan det fungere. En stor tysk undersøgelse har for nylig vist, at risikoen for at gå i biografen er minimal.
Hvad kan publikum se frem til, når biograferne åbner?
Søren Kragh-Jacobsens ’Lille sommerfugl’ og Anders Thomas Jensens førnævnte ’Retfærdighedens ryttere’ kan relanceres, i samme øjeblik biograferne åbner. Og der ligger en stribe nye danske film klar – der er ’Pagten’ af Bille August, Christoffer Boes ’Smagen af sult’ og den nye Jussi Adler-Olsen-filmatisering ’Marco effekten’ af Martin Zandvliet.
Hvordan ser det ud i den producerende del af branchen?
Det ser rimelig godt ud. Da det hele lukkede ned for et år siden, ramte det nogle store danske produktioner meget hårdt. De var nødt til at indstille deres optagelser, flere af dem i udlandet, og det var alvorligt. Men producenterne har generelt været dygtige til at håndtere situationen og finde løsninger, så det hele kom hurtigt i gang igen. Man kan jo faktisk isolere en spillefilmproduktion i en boble, og det har man gjort. Der bliver selvfølgelig taget en række forholdsregler, men alt i alt bliver der produceret i et omfang og med en kapacitet, som næsten er normal.
De mest ramte for øjeblikket er dokumentarfilm. Det er jo en genre, der kræver, at man har adgang til virkeligheden – til at rejse, til institutioner og til personer. Så for øjeblikket er der en hel del dokumentarer, der bliver udskudt eller i hvert fald forsinket.
I foråret udtrykte du bekymring for diversiteten i branchen – altså om også de mindre polstrede selskaber kunne klare sig igennem krisen …
Det er for tidligt at gøre op. Selskaberne kom nogenlunde helskindet igennem første bølge. Alle film blev færdige, der var ingen konkurser og en udbredt optimisme. Her under anden nedlukning tror jeg desværre, at det er gået hårdere ud over branchen, især de mindre selskaber. Det har noget at gøre med måden, man har skruet hjælpepakkerne sammen på. Enkelte selskaber, der har haft premierefilm i begyndelsen af både første og anden bølge, er virkelig hårdt ramt.
Én ting er, at man kan holde skindet på næsen og ikke gå konkurs, men der skal økonomiske og menneskelige ressourcer og overskud til at genstarte en virksomhed. Her mener jeg, at Filminstituttet skal være risikovillig med den offentlige støtte. Vores opgave bliver at hjælpe hele fødekæden i gang igen.
Ser du andre udfordringer for dansk film i et større perspektiv?
Ja, der er både muligheder og udfordringer. Lige nu jubler vi over hele to Oscar-nomineringer til Thomas Vinterberg og ’Druk’, og det er fantastisk at opleve, at dansk film har så høj kunstnerisk kvalitet og noget på hjerte, som appellerer til både et hjemligt og internationalt publikum. Men der er nogle større strukturelle, økonomiske og mediepolitiske udfordringer, som skal håndteres, og jo før, jo bedre.
For det første er der udfordringer med den internationale finansiering af film, da festivaler i hele verden er aflyst eller afholdes digitalt på grund af corona. Vi er et lille land med en meget internationaliseret filmproduktion, illustreret af, at vi på et almindeligt år henter 20-25 % af finansieringen af dansk spillefilm fra udlandet. De penge hentes ofte hjem på festivalernes markeder, hvor der er mulighed for personligt at præsentere sit filmprojekt for potentielle investorer. Det savner vi, og det er helt afgørende for den fremtidige finansiering af dansk film.
Vi kan allerede nu se, at de film, som Filminstituttet får ansøgninger til, er lidt mindre, end de plejer at være. De store, ambitiøse film med høje budgetter er nærmest fraværende blandt ansøgerne i øjeblikket. Vi modtager lige så mange ansøgninger som normalt, men der hersker en generel forsigtighed i branchen, som ikke er godt på længere sigt.
For det andet er der spørgsmålet om, hvordan biograferne kommer til at se ud fremover. Vi har i årevis diskuteret en mere fleksibel vinduesstruktur. På Filminstituttet har vi argumenteret for, at nogle af de mindre sælgende titler skulle hurtigere på digitale platforme, mens biograferne i Danmark har holdt fast i, at filmene skal spille fire måneder i biografen. På det punkt har situationen i USA overhalet diskussionen indenom, fordi en række amerikanske studier under corona har ladet filmene komme samtidigt i biograferne og på streaming. Hvad det kommer til at betyde for vinduesstrukturen i Europa, bliver meget spændende.
Hvad ligger ellers forude?
Der er jo hele spøgsmålet om den politiske regulering via Medieaftalen. Her deler Filminstituttet en stor utålmodighed med branchen på især to punkter: bidrag fra streamingtjenesterne og fremtiden for Public Service Puljen. Begge dele har enorm betydning for den fortsatte produktion af danske film og tv-serier med høj kvalitet og kulturel betydning.
Med streamingtjenesternes indtog oplever vi en øget konkurrence om finansiering, og producenterne kæmper for at udvikle nye forretningsmodeller, i takt med at tidligere indtægtskilder forsvinder. Hvis vi fremover skal sikre originale fortællinger med afsæt i vores kultur og sprog, kræver det, at streamingtjenesterne pålægges et bidrag, som skal gå til danske film og tv-serier, hvilket allerede er indført i flere andre lande i Europa.
Fremtiden for Public Service Puljen, der siden 2007 har støttet en lang række dokumentar- og fiktionsserier, bliver også en vigtig del af det kommende medieforlig. Det er serier, der har sat deres præg på samfundsdebatten, og som seerne i den grad har taget til sig. Men i den aktuelle medievirkelighed er det nødvendigt, at puljen styrkes og moderniseres, hvis den fortsat skal fungere som et stærkt dansk alternativ til de massive mængder af internationalt indhold, som vi hele tiden præsenteres for. Det ser jeg frem til kommer på dagsordenen i en genforhandling af Medieaftalen.
Og endelig er der reguleringen af de danske tv-stationers engagement i dansk film. Den model, der blev indført i forbindelse med det sidste medieforlig, fungerer ikke, og alt for mange danske film kommer meget sent eller slet ikke på tv. Det er vigtigt, at vi finder en ny model, der sikrer både finansiering og udbredelse.
