Metode, præcision, stringens / DOX TEMA

Dokumentarfilmen skal undergrave vores virkelighedsforståelse. Og det skal den gøre ved at insistere på at give sin egen version af virkeligheden. Det siger Filminstituttets konsulent for kort- og dokumentarfilm, Jesper Jack, der også vil have dokumentarfolket til at tænke i billeder og stemninger og ikke kun i temaer. FILMupdate har talt med Jesper Jack i anledning af CPH:DOX og den internationale dokumentarfilmfestival i Amsterdam.

På døren til Jesper Jacks kontor hænger et citat af Søren Kierkegaard – men hvor de fleste ville have valgt en enkelt eller to inspirerende linjer, fylder citatet næsten en hel side. Sådan er det i det hele taget med Filminstituttets nye konsulent på dokumentarfilmområdet – det simple må gerne være simpelt, men det komplicerede er også nødt til at være kompliceret.

Vi er nødt til at tænke i nye finansierings- og distributions- muligheder

Og rollen som konsulent er kompliceret og kræver, at man ikke tror, man er den klogeste eller ved bedst. Eller som Søren Kierkegaard formulerer det på Jespers dør: ”At hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstaae, hvad den Anden forstaar.”

Fakta

Født 1969. Jesper Jack har en baggrund som rejsende journalist og politisk aktivist, før han tog afgang fra Den Danske Filmskole i 1997. Jesper Jack har desuden en efteruddannelse fra EAVE, Europas ledende træningsprogram for filmproducere og har fungeret som underviser på blandt andet Filmskolen, European Documentary Network og Filmværkstedet.

Jesper Jack har været producer, instruktør og del af den kunstneriske ledelse i Cosmo Doc og har her produceret flere prisvindende dokumentarfilm, blandt andet "Fra Thailand til Thy" og "Fra Thy til Thailand" af Janus Metz.

Jack er desuden en af producerne bag to af filmene i serien "Cities on Speed": “Mumbai – disconnected” og "Bogota – Change".

Jesper har været konsulent siden juni 2009 – og føler sig allerede hjemme i rollen. "Det fantastiske ved at være konsulent er jo, at man kan blive så begejstret for de ting, man sidder med. Og samtidig vide at alt altid kan gøres endnu bedre.”

Dokumentarfilmens eksistensgrundlag

Jesper Jack er både uddannet fra og har undervist på Den Danske Filmskole. Det betyder, at han kender en lang række af de mennesker, der nu søger Filminstituttet om støtte gennem ham. Det betyder også, at når han som konsulent afviser folks projekter – og det er en del af jobbet – er han meget bevidst om at holde en klar skillelinje mellem mennesker og deres projekter.

"Som konsulent er det afsindig vigtigt at skelne mellem film og filmskaber. På Filmskolens dokumentarlinje er der den grundtanke, at alle fortællinger i en vis grad handler om fortælleren selv – at de er en slags bevidste eller ubevidste gestaltninger af fortællerens eget materiale. Derfor er udfordringen at kunne afvise et meget personligt projekt uden også at afvise personen bag."

Konsulentrollen drejer sig imidlertid ikke kun om at give kvalificerede svar på ansøgninger og coache fra tidlig udvikling til premiere. Man må også forholde sig til dokumentarfilmens eksistensgrundlag.

"Vi er nødt til at tænke i nye finansierings- og distributionsmuligheder i fremtiden. Tv bliver ikke ved med at være det store brede massemedium. Vi er ved at miste adgangen til det brede publikum, vi har gennem public service-kanalerne, og dermed også noget helt fundamentalt; nemlig muligheden for at oplyse ALLE, som er en helt afgørende forudsætning for det parlamentariske demokrati.”

En del af Jespers undersøgelser drejer sig derfor om at finde ud af, hvordan man møder publikum, der hvor de er i dag. Derfor prøver han at se filmen som en del af en "aktivitetspakke", hvor filmen kommer med sit subjektive og kunstneriske udtryk, mens web og mobilmedier distribuerer fakta og kommunikerer interaktivt. 

"Bevægelsen vil i stigende grad ske den anden vej, så web bliver den første platform, der genererer hype og måske endda spiller kreativt ind. For allerhelst skal filmen kommunikere aktivt med publikum. Det drejer sig om at få informationerne ud på de medier, hvor de fungerer bedst."

"Og så skal vi jo udvikle fortælleformer, der passer til de nye medier. Mediet betyder jo enormt meget for filmens fortællesprog – der er en kæmpe forskel på, hvordan du ser en film i biografen og hjemme på dit tv."

Objektivitet og ansvar

Jesper påpeger, at selvom det kører godt for dansk dokumentarfilm lige nu, er den klassiske dokumentarfilm i form af en subjektivt oplevet virkelighedsskildring under stort pres. En del af presset kommer fra de journalistiske krav til en bestemt form for akkuratesse eller objektivitet. Krav, som Jack ikke mener nødvendigvis bør gælde for dokumentarfilmen.

"Det er et problem, at det er blevet svært at skelne den journalistiske dokumentar fra den, vi prøver at støtte. Vi må derfor til at diskutere mere, hvad dokumentarfilm egentlig er. At dokumentarfilm fx kan have andet end realisme som ideal er jo nyt for nogle."

"Jeg vil gerne være med til at understøtte en udvikling, hvor vi ikke kun kommunikerer i ord, fakta og emner, men i billeder og stemninger. Også tidligt i processen. Vi adskiller os jo fra journalisten, idet vi ikke kun er interesseret i den gode historie, men i ekstrem grad i hvordan den fortælles."

At der imidlertid ikke bare er tale om æstetisering, understreger Jesper kraftigt.

"Fede billeder er ikke sådan noget, man putter på til sidst. Billederne er mindst lige så vigtige på idéplanet som historie, emne osv. Når folk kommer til mig, vil jeg gerne vide, hvad de forestiller sig rent visuelt og på et sanseligt plan, ikke bare deres tanker og argumenter. Nogle gange kigger vi i de fotobøger, jeg har stakke af på hylden. Jeg er fortaler for visuel oprustning."

Hvis der er noget, Jesper Jack er træt af at diskutere, er det, hvad der er objektivt sandt. "Den diskussion burde være forbi nu. Vi ved fra videnskaben, at man ikke kan måle på noget som helst uden samtidig at påvirke det – altså uden selv at blive del af det, man observerer. Det er et faktum alle andre steder end lige i dagspressen. Men der kan man til gengæld også stadig blive udsat for spørgsmålet, om der mon er klippet noget væk."

"Og ja, gu' har vi klippet noget væk. Film er en subjektiv virkelighed, men det betyder jo stadig, at man skal tage ansvar for denne virkelighed. Man må ikke miste sin troværdighed, og man kan ikke bare sjuske og dække sig ind under det kunstneriske. Men dokumentarfilmen kan og skal ikke halse efter en forældet tanke om, at der findes en objektiv sandhed, hvis parametre den skal forholde sig til."

"Med ansvar mener jeg, at man ikke bare kan sætte kameraet til at optage og så kalde dét sandhed, hvad der ender på båndet. For så bliver man pludselig enormt afhængig af tilfældigheder, og den forudgående analyse når slet ikke med ind i filmen. Man må skabe rum til refleksionen, og det sker gennem redigering og iscenesættelse."

Konsensus

Jespers ambitioner går nu ikke kun på den visuelle oprustning og øget opmærksomhed på det formmæssige. Også på indholdsplan har han gjort sig tanker om, hvor dansk dokumentar gerne må bevæge sig hen.

"Danske filmskabere er ekstremt ambitiøse. Og der er en tendens til, at hvis man skal op af andedammen og ud på de internationale festivaler, skal man geografisk væk. Langt væk, nogle gange. Og det er rigtig godt med internationalt udsyn. Vi skal lave mange flere co-produktioner og kreative samspil med andre lande. Men vi skal også tro på, at det land, vi selv sidder i, er interessant. Danmark har bevæget sig hurtigt rent kulturelt i løbet af en meget kort årrække. Vores værdier har forandret sig voldsomt, og vores selvbillede som frisindede, åbne og tolerante er måske ikke helt ajour med virkeligheden. Det selvbillede kunne man godt undersøge."

At en sådan undersøgelse passer perfekt til dokumentargenren, er en af Jespers pointer.

"Det fantastiske ved dokumentarfilm er jo, at det skaber empati. Vi bliver i stand til at opleve verden med andre menneskers øjne. Det er der, den subjektive skildring virkelig giver mening. Så kan vi nemlig blive klogere. På verden udenfor og på os selv. Og udfordre selvbilledet – det er det, film kan. Få os til at se ting, vi ser hver dag, med nye øjne. Film kan udfordre konsensus, og det er der altid brug for og måske ekstra meget netop nu. Faktisk er det påfaldende så få kvalificerede skildringer, vi får fra det moderne Danmark."

Overordnet set er det Jesper Jacks ambition for dokumentargenren, at den kan udfordre konventionen, automatikken og vanetænkningen – og også sine egne klichéer.

"Herhjemme har der været et fokus på den klassiske dramaturgi, hvilket har været en del af grunden til dansk dokumentars succes. Slagsiden er imidlertid, at danske film er i fare for at blive skabelonagtige, fordi de følger den samme dramaturgiske model. Desuden er der tendens – måske fra Filmskolen – til at tolke alle motiver psykologisk. Og den psykologiske film er effektiv, fordi den taler til følelserne, men den rummer også en skematik. Polemisk kunne man sige, at den politiske aktivist kan faktisk godt være blevet aktivist uden at have haft en dominerende far. Vi skal hele tiden prøve at undslippe det skematiske og de vante forklaringsmodeller."

"Dokumentar skal være undergravende for vores virkelighedsforståelse. Og det bliver den ikke ved at arbejde på må og få, men ved at vi tænker over metode, præcision og stringens inden vi går i gang. Manglende tanke kan ikke reddes i klipperummet."