Min bror

INTERVIEW. På fredag viser den 25-årige instruktør Ulaano Salim sin nyeste film "Min bror" til Filmværkstedets SneakBar. FILMupdate har talt med instruktøren om filmen og om det at være ny instruktør med noget på hjerte.

"'Min bror' handler om venskab. Jeg ville gerne udforske, hvad det vil sige at have et stærkt venskab med nogen, og hvad den relation gør ved de involverede personer", siger filmens instruktør Ulaano Salim.

"Det er inspirerende at se, hvordan andre mennesker tror på mine idéer" – Ulaano Salim

Kortfilmen er historien om barndomsvennerne Amir og Malik, der er på vej fra at være drenge til at blive mænd. De har kun hinanden og prøver at bryde ud af en rå verden med kriminalitet. Det viser sig at være svært, selvom de to venner har både håb og drømme om en bedre fremtid.

 

Venskab gør blind

Når man vokser op sammen, føler man, at man skal være venner for altid. Historien er et eksempel på, hvordan stærke venskabsbånd kan gøre blind, så man ikke opdager, at den gode ven, man beundrer og ser op til, ikke altid handler rigtigt.

"Amir følger efter Malik, og pludselig er det for sent for ham at vende om, og så bliver han nødt til at gå i Maliks fodspor, selvom det egentlig ikke er det, han vil. Men deres venskab betyder så meget, at det bliver svært for Amir at se ud over venskabet og træffe det rigtige valg", fortæller instruktøren.

Ulaano Salim fortæller, at filmen kunne være foregået i hvilke som helst omgivelser. Det er ikke det kriminelle miljø, instruktøren vil skildre.

"Amir og Malik er almindelige mennesker, der har det ligesom alle os andre. Og vi kan alle ønske at komme væk fra vores problemer", forklarer instruktøren.

Det er relationerne mellem mennesker, der interesserer Ulaano Salim, som på fredag til SneakBar skal vise sin tredje film. I instruktørens første film "Karim" er hovedkarakteren tynget af sin fortid. Salims anden film fra Filmværkstedet, "Ung for evigt", handler om kæresteforhold og det at være ung og vildt forelsket og ulykkelig på samme tid. Omdrejningspunktet er her lige som i "Min bror" båndet mellem mennesker i fasen fra ung til voksen.

"De mennesker vi holder af, er med til at definere os, og det synes jeg er interessant", fortæller instruktøren.

 

At lave film er en holdindsats

Ulaano Salim har selv skrevet sine tre film og er allerede i gang med sit næste projekt. Som inspiration til fortællingerne bruger han sine egne erfaringer og de mange gode film, han er vokset op med, af f.eks. Nicolas Winding Refn, Ole Christian Madsen og udenlandske instruktører som Jacques Audiard og Alejandro Gonzáles Iñárritu. Og så synes han, det er vigtigt, at det at lave film er en holdindsats.

"Jeg synes, jeg har været heldig med mit hold. Både bag og foran kameraet har jeg haft nogle gode folk, som har været meget engagerede. Det er en stor fordel og helt afgørende, når man laver værkstedsfilm. Engagementet vejer lige så tungt som talentet", siger instruktøren.

"Det er inspirerende at se, hvordan andre mennesker tror på mine idéer, og så går man sammen i krig og laver noget. Det synes jeg er helt vildt fedt og en stor del af grunden til, jeg godt kan lide at lave film."

Salim drømmer om at få lov til at lave endnu flere film, og meget gerne spillefilm. "Men vejen dertil er lang, og den er jeg på vej af nu forhåbentlig. Jeg synes, det er sindssygt spændende at få lov til at fortælle, hvad jeg har på hjerte", siger han.

 

SneakBar

Fredagens SneakBar i Cinemateket er allerede udsolgt. Lige før nytår viste Ulaano Salim "Min bror" til to udsolgte visninger i Falkoner Biografen.

"Der viste jeg også 'Ung for evigt', til dem der ikke lige havde fået set den", smiler instruktøren. "Det var fedt. Det virkede som om, folk var glade for filmene, og det gør det lidt lettere at vise "Min bror" på fredag, selvom der selvfølgelig stadig er nerver på. Men nu kan jeg glæde mig lidt mere, tror jeg", slutter instruktøren.

Fouad Ghazali og Zaki Youssef spiller hovedrollerne som Amir og Malik. "Min bror" er produceret af Nina Bisgaard for Ufilm, Ulaano Salims eget produktionsselskab, med støtte fra Filmværkstedet.

www.ufilm.dk

Læs mere om SneakBar på Cinematekets hjemmeside eller på Facebook.

Trailer

Ulaano-Salim-web