Min søsters børn er rejst til Afrika

PRODUKTION. Peter Mygind og co. er på optagelse i Sydafrika til den nye danske film "Min søsters børn i Afrika", som får premiere den 31. januar 2013. Nye på rollelisten er bl.a. Robert Hansen og Thomas Levin.

"Min søsters børn i Afrika" optages i disse uger on location på savannen i det nordlige Sydafrika. Ønsket om at passe på de truede dyrearter er denne gang det store tema for familien.

Børnene insisterer på at tage til Afrika og udføre velgørenhedsarbejde for de truede dyr, selvom Onkel i virkeligheden er noget utryg ved tanken om at møde vilde dyr. Familien bliver indlogeret på en farm, der både er dyrehospital og fint hotel, og til alles store overraskelse møder de ingen mindre end Fru Flinth samme sted. Børnene passer, plejer og helbreder leoparder, aber og elefanter og tager videre sammen med Fru Flinth på telttur på den afrikanske savanne. Idyllen bliver dog brudt, da Fru Flinth bliver bortført af krybskytter, som hærger og stjæler horn og stødtænder i området.

"Det er helt fantastisk at få lov at virkeliggøre drømmen om at lave en stor dansk underholdningsfilm midt på den sydafrikanske savanne," fortæller producent Michael Obel, der er med holdet i Sydafrika, hvor optagelserne har været i gang i flere uger. "Jeg har arbejdet på at få realiseret en Min søsters børn-film i Afrika i over syv år, og det er ubeskriveligt at vi nu står midt i det og optager blandt løver og elefanter."

Peter Mygind har rollen som Onkel, Mille Dinesen er med som Fru Flinth, og i børnerollerne ses endnu en gang Frida Luna Roswall Mattson, Lasse Guldberg Kamper, Mathilde Høgh Kølben, Sebastian Kronby og Rumle Risom. Nye på rollelisten er Thomas Levin og Robert Hansen som park rangers.

Martin Miehe-Renard instruerer, Michael Obel producerer, og de to har sammen skrevet manuskript. "Min søsters børn i Afrika" produceres af Obel Film med produktionsstøtte på 6,8 mio. kr. fra Det Danske Filminstitut gennem Markedsordningen. Der er premiere den 31. januar 2013.

Kontakt:
Michael Obel, 2020 0300, obel@obel.at
Marianne Moritzen, 4046 3757, mariannem@dfi.dk