Mindeord om Lars Kjeldgaard

Manuskriptforfatteren Lars Kjeldgaard døde i sidste uge efter et hændeligt uheld, 53 år gammel. Han var oprindeligt uddannet dramaturg fra Århus Universitet og som instruktør fra Den Danske Filmskole. Men det var som forfatter, mangeårig lærer på den Danske Filmskole og som sparringspartner for den nye generation af danske filmfolk, at han fik en afgørende indflydelse på dansk film. FILMupdate bringer producer og manuskriptkonsulent Vinca Wiedemanns mindeord fra et brancheseminar i Filmhuset den 7. juni.

Jeg ville i dag egentlig have talt om samarbejdets kunst i manuskriptprocessen. Og jeg skulle have talt ud fra et bundet oplæg om "instruktørernes uundværlige indsats"…

Men Lars Kjeldgaard, der oprindeligt var uddannet instruktør og siden blev manuskriptforfatter, er død, og jeg vil derfor tage mig den kunstneriske frihed i stedet at sige et par ord om et uundværligt menneske.

Lars var et hypersensitivt menneske. Når han kom ind i et rum sansede han på én gang alle spændingerne mellem de personer, der var til stede.  Han kunne høre det uudtalte mellem mennesker og straks gennemskue løgnen, forstillelsen og magtbegæret, men han var også næsten overfølsom overfor de erotiske spændinger, længslen, ensomheden i rummet, og det ramte ham med en kraft, så han næsten blev slået omkuld, og han blev bogstaveligt talt sjæleligt udmattet af at skulle rumme alle disse sansninger. Det var så han dirrede i hele kroppen af desperation for at komme af med sansningerne igen, at delagtiggøre os andre i dem. Man så enhver middag eller fest i et helt nyt lys, når man havde hørt Lars’ nådesløst skarpe, humoristiske og sprogligt veloplagte analyse.

Lars levede i spændingsfeltet mellem sin næsten vanvittige trang til at indfange og frame sandheden om livet, skabe et billede og vise det frem, og af en voldsom angst for at give efter for dette udtryksbehov, for at nedprinte sine tanker og syner, så de fik blivende værdi. Hvorfor var han så bange? Jeg lærte aldrig grundene at kende, for han var blufærdig og hemmelighedsfuld. Han var vel perfektionist, syntes ikke det så ud af noget når ordene først stod på papiret. Han var nok også bange for at stå offentligt frem for alvor. Han kunne jo selv fremstå både kejtet og kikset. Han var på visse områder som et ufærdigt menneske, og han var sig sin egen ufuldkommenhed pinligt bevidst.

Jeg tror i hvert fald dét må være en del af grunden til, at Lars desværre aldrig gjorde alvor af at få nedfældet alle sine kloge tanker om det at lave film, som han udviklede og forfinede ikke mindst sammen med Mogens Rukov på Filmskolen. Det er en uvurderlig og klarhjernet indsigt fra et lysende intellekt, der herved er gået tabt.

Han valgte i stedet fiktionen, og hans samarbejde med Per Fly og Kim Leona på ”Forestillinger” blev en af hans mest frugtbare perioder. Jeg tror det ikke mindst skyldtes Flys og Leonas evne til at rumme og forstå hans angst. I denne trygge konstellation kunne han mere end på noget andet tidspunkt slippe sig selv løs.

Lars var ikke sådan at bide skeer med, han kunne være hysterisk hinsides enhver rimelighed, og han kunne være møghamrende neurotisk og besværlig. Mange sagde fra i filmmiljøet, ikke mindst flere tv-stationsledelser, som bedyrede at de aldrig ville arbejde sammen med ham igen. For Lars blev aldrig en af de artige filmhåndværkere, som efterspørges så ivrigt i dag. Han stillede også de ubehagelige spørgsmål, søgte sandheden, insisterede kompromisløst på kvaliteten. Til gengæld var han en knokler af Guds nåde.

Vi er blevet en manuskriptforfatter fattigere. Tilmed en af dem der med sin indsats på Filmskolens manuskriptuddannelse gjorde denne titel til noget, der blev væsentligt at stræbe efter.

Det er værd at huske, hvor meget det kostede ham at frembringe de manuskripter, der senere blev til bl.a. tv-serierne ”Edderkoppen”, ”Forestillinger” og ”Blekingegade”. Hvor meget han satsede. Og hvor meget hans personlige stræben fyldte i alt dette.

En god manuskriptforfatter er en sjældenhed. Hvis man ønsker at finde sammen med sådan en, så skal man være parat til at lede længe, men som instruktør skal man også være parat til at lade dette andet menneske blive en central, medskabende kraft på sin film, plads til at søge sit eget udtryk og et trygt rum til at udfolde dette i.

Der er ingen færdige opskrifter på, hvordan dét skal ske. Det er simpelthen den svære eksistentielle livskunst der hedder samarbejde, og som alle vi der laver film ikke bare er afhængige af men prisgivet til.

Vinca Wiedemann, 7. juni 2010

Disse ord til Lars Kjeldgaard er oprindeligt skrevet i forbindelse med en tale til danske instruktører på brancheseminaret Fiktionsdag 2010 på Det Danske Filminstitut.