Miss Wyoming og 'den lænkede mormon'

MÅNEDENS DOKUMENTAR. Kidnappede og voldtog Miss Wyoming virkelig mormon-missionæren Kirk Anderson? Den Oscarvindende instruktør Errol Morris går i dokumentarfilmen "Tabloid" tæt på pressens dækning af den spektakulære kidnapningssag fra 1977 – filmen vises i Cinemateket fra den 2. til 8. februar.

Torsdag den 2. februar er der premiere på dokumentar-maestro Errol Morris' underholdende og bizarre portræt af formiddagspressen, "Tabloid". Vi møder den tidligere Miss Wyoming, Joyce McKinney, der i 1977 blev 'offer' i et hysterisk tabloid-drama blandt britiske formiddagsaviser, da hun blev hængt ud for med våbenmagt at have kidnappet sin mormon-elsker, Kirk Anderson.

Ifølge Joyce var der tale om en hed romantisk genforening, og at hun reddede Kirk fra en menneskefjendsk mormon-sekt; Kirk og The Church of Jesus Christ of Latter-Day Saints hævdede derimod, at Kirk var blevet kidnappet med våbenmagt, bundet til en seng og tvunget til S/M-sex med Joyce i en hytte i det sydlige England.

Med udgangspunkt i interviews med de to journalister, som i sin tid skrev om sagen samt interviews med den fascinerende Joyce, der stadig er helt uforstående over for beskyldningerne, opruller Morris den farverige sag i et nytænkende billedsprog.

Joyce, som siden har tjent tykt på at dele detaljer fra sit eget liv med tabloidpressen, deltog selv aktivt i markedsføringen af Morris' dokumentarfilm. Siden har hun dog sagsøgt instruktøren for at misbruge, tilsvine og udstille hende i filmen.

"Tabloid" er én blandt seks af instruktørens film, som vises i Cinematekets serie "Errol Morris – dokumentarfilmens frontkæmper".

Hvad: Månedens dokumentar: "Tabloid"
Hvornår: 2. til 8. februar kl. 19.15 i Cinemateket
Læs mere og bestil billetter

Danske anmeldelser

Kristeligt Dagblad 5 ud af 6 stjerner
Berlingske 4 ud af 6 stjerner
Morgenavisen Jyllands-Posten 4 ud af 6 stjerner
Politiken 4 ud af 6 hjerter

Se trailer