Morten Grunwald ny spillefilmkonsulent

Pressemeddelelse20. november 2001
Bestyrelsen for
Det Danske Filminstitut har udpeget den 66-årige Morten Grunwald som
ny spillefilmkonsulent.
Morten Grunwald
er, foruden for sit omfattende virke som skuespiller, kendt og respekteret
i det danske kulturliv som en dynamisk og dristig - og først og fremmest
kunstnerisk bevidst og krævende - teaterleder. Først med etableringen og
ledelsen af Bristol Teatret fra 1971 til 1980, og senere etableringen af
livsværket Østre Gasværk Teater i 1976, et teater han med stor populær
succes drev helt frem til 1998 (afskedsforestilling "Slutspil" af
Beckett), samtidig med at han fra 1980 til 1992 gendannede og ledede
Allé-Scenen, som han omdøbte til Betty Nansen-Teatret.
Den begavede
fynske skuespiller vandt sin helt store folkelige stjerne med Olsen
Banden-filmene, og hans mangeårige virke med dansk film garanterer, at Det
Danske Filminstitut med Morten Grunwald har sikret sig en konsulent, der
kender metieren indefra.
Morten Grunwalds
overskrifter for arbejdet med teaterdrift og produktion har været to:
"Kvalitet trods økonomi" og "økonomi trods kvalitet". Og det er gennem
årene lykkedes at gennemføre alle de forskellige projekter, uden
nogensinde at overskride budgetterne samtidig med, at det kvalitative
niveau er holdt i hævd. Det er disse principper, Morten Grunwald ønsker at
videreføre i stillingen som filmkonsulent - størst mulig kvalitet inden
for de givne økonomiske rammer.
Morten Grunwald
modtog i 1965 en Bodil for bedste hovedrolle i "Fem mand og Rosa", og i
1974 modtog han Teaterpokalen.
Hans kunstneriske
virke og interessefelt spænder vidt - lige fra ABC-revyen med Preben Kaas
og Jørgen Ryg, over kærligheden til Beckett, Tjekhov og Ibsen, til de
store internationale musicals han importerede til Østre Gasværk såsom
"Candide", "Les Misérables", "Atlantis" og "Miss Saigon". Blandt hans egne
talrige iscenesættelser kan nævnes "Hedda Gabler" og Weskers "De fire
årstider".
Det Danske
Filminstitut er stolt over at kunne ansætte en så vidende, erfaren og
vidtfavnende kapacitet til stillingen som spillefilmkonsulent, og ser frem
til samarbejdet med Morten Grunwald.
For yderligere information kontakt
venligst
Det Danske
FilminstitutBestyrelsesformand Søren Kjær, 40 32 24 96Pressechef
Agnete Dorph Stjernfelt, 33 74 35 05, agnetes@dfi.dk