München ruller løberen ud for dansk film

Fem danske film er inviteret med til selskabelighederne, når den tyske Filmfest München ruller den røde løber ud.

De danske film er flot repræsenteret på Filmfest München i Tyskland, der afholdes fra den 25. juni til den 3. juli.

"Valhalla Rising" af Nicolas Winding Refn, "R" af Tobias Lindholm og Michael Noer, "Into Eternity" af Michael Madsen og "Det røde kapel" af Mads Brügger vises i det internationale program, hvor også den svensk-danske koproduktion "Videocracy" af Erik Gandini er at finde. Kortfilmen "Fløjteløs" af Siri Melchior vises for festivalens yngste deltagere.

Filmfest München 2010

I 25 år har Filmfest München fejret og favnet internationale film.

Filmfest München er med over 70.000 besøgende og omkring 250 spillefilm, kortfilm, dokumentarfilm og tv-film på programmet Tysklands anden største filmfestival efter Berlinalen

Læs mere om Filmfest München.

Derudover er "Valhalla Rising" nomineret sammen med 13 andre film til den eftertragtede Arri-Zeiss Award for bedste udenlandske film på Filmfest München, med en præmiesum på 50.000 euro.

Mads Mikkelsen, der spiller hovedrollen i "Valhalla Rising", er ligeledes at finde til festivalen, når han får den anerkendende CineMerit Award, for sit samlede virke som skuespiller. Prisen markeres ved visningen af den tyske film "Die Tür" (The Door) af Anno Saul, hvor Mads Mikkelsen er hovedrolleindehaver.