Næsten halvdelen af danske børn spiller dagligt digitale spil

SPIL. Filminstituttet har sammen med DR og Medierådet lavet en ny undersøgelse af, hvor meget, hvorfor og hvordan danske børn spiller digitalt. 'Børns spillevaner 2023' følger op på en lignende undersøge fra 2020 og giver dermed også et billede af udviklingen.

Danske børn gamer i stor stil. Hele 46% af børn og unge i alderen 1-15 år spiller dagligt eller næsten dagligt digitale spil. Og det sker som oftest socialt: To ud af tre børn spiller med andre, når de spiller. Det viser undersøgelsen 'Børns spillevaner 2023', som Filminstituttet netop har udgivet i samarbejde med DR og Medierådet for Børn og Unge.

Om undersøgelsen

Filminstituttet, DR og Medierådet for Børn og Unge er gået sammen om at undersøge digitale spillevaner hos børn i alderen 1-15 år.

Undersøgelsen blev gennemført i november 2023 og bygger på 1036 besvarelser fra forældre til og børn selv, der har prøvet at spille digitale spil.

Samme undersøgelse blev foretaget i 2020 med 'Børns spillevaner 2020', og det er derfor muligt at kortlægge udviklingen i børns spillevaner fra 2020 til 2023.

Børnenes spillevaner har ikke ændret sig markant siden undersøgelsen blev lavet første gang i 2020, hvilket på sin vis er overraskende, fordi vi i 2020 havde corona-nedlukning og opholdt os mere hjemme. Det fortsat store spilforbrug møder dog forståelse fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt: 

"Jeg er muligvis den første kulturminister, der selv er erklæret gamer. Derfor kommer jeg heller aldrig til at pege fingre ad ungdommen, for jeg forstår til fulde, at computerspil også kan give store kulturoplevelser og danne stærke fællesskaber. For mig handler kampen om at undgå afhængighedsskabende algoritmer og datahøst, når vores unge giver sig i kast med digitale spil. Derfor har jeg stiftet et institut for spiludvikling, som jeg håber vil skabe modvægt og får nogle af vores bedste danskproducerede spil udover rampen," siger han i forbindelse med udgivelsen af spilundersøgelsen.

Resultater fra undersøgelsen. Illustration: Jørgen Stamp

Udviklingen i børns spillevaner

Idet 'Børns spillevaner 2023' følger op på undersøgelsen fra 2020 kan man nu for første gang nuanceret følge udviklingen i børnenes digitale spillevaner, påpeger redaktør for Filminstituttets Spilordning, Simon Løvind:

Kontakt

Simon Løvind
Redaktør
Tlf. +45 2537 0002
simonl@dfi.dk

"Undersøgelsen viser mange interessante ting. Forbruget er forblevet meget højt siden perioden præget af corona-nedlukning, men især pigerne spiller lidt sjældnere, end de gjorde i 2020. Vi kan også se, at de tre meget populære spil: Roblox, Fortnite og Minecraft når endnu bredere ud i målgrupperne, så forskellene i spillevaner både mellem aldersgrupperne og mellem drenge og piger udlignes en smule. Og så er det sociale aspekt af spil stadig meget tydeligt, når 69% af alle børn spiller med andre og de ofte motiveres til at spille af sociale grunde: 62% af de 9-11 årige siger, at de spiller for at mødes med vennerne. Undersøgelsen dækker helt fra 1 år op til 15 år og er en rig ressource, som både spiludviklere, eksperter og forældre kan hente noget fra."

Læs undersøgelsen: 'Børns spillevaner 2023'.
Læs mere om undersøgelsen på Medierådets hjemmeside.