'Party moms'. Sådan kalder man de unge mødre, der slet ikke synes, de er tilnærmelsesvis færdige med at fyre den af og feste igennem, bare fordi de har fået et barn eller to. Vi lever i en tidsalder, hvor mange mødre hellere vil være veninder med deres døtre, end de vil være deres mødre. Men børn og unge har brug for voksne at se op til. Og så kan sådan en hot partymor vise sig at være en farlig rollemodel.
Moren i Heidi Maria Faissts "Frit fald" er en seriøs "party mom". Da filmen starter, er hun lige sluppet ud af fængslet efter en længere narkodom og sætter straks kursen mod det nærmeste diskotek i Københavns indre by. Susan bliver fulgt på afstand af sin teenagedatter Louise, der ikke kender sin egen mor. Hun er vokset op hos sine bedsteforældre. Det er gået fint, mens Louise var barn, men nu er hun blevet 14 og kan slet ikke blive voksen hurtigt nok. Så da hendes ukendte mor viser sig at være en flot blondine med lækre ekskærester og fuld turbo på det vilde liv, bliver mødet mellem mor og datter en eksplosiv cocktail hældt i generationskløften.
"Jeg kan selv huske, hvordan man forandrede sig nærmest fra den ene dag til den anden," fortæller den 38-årige Heidi Maria Faisst. "Jeg havde haft nogle rigtigt gode venner, hvor vi matchede hinanden modenhedsmæssigt, men så vågnede jeg op en dag og fandt nogle helt andre ting vildt tiltrækkende."
"Jeg var en rigtig ridepige, men pludselig en dag syntes jeg ikke længere, at heste var spændende. Nu var det kun spændende med drenge, og de skulle helst være ældre. Jeg var ikke rigtig parat til det og fik nogle ordentlige hak i tuden. Jeg var 12 år, og de var vel omkring 18. Men jeg blev uimodståeligt trukket i retning af det," fortæller den østrigsk-fødte danske instruktør, der ikke har haft svært ved at sætte sig ind i sin unge hovedpersons følelser.
"Den alder var vildt svær," husker hun. Det ene øjeblik var man med på det hele og festede og drak hjernen ud, og det næste øjeblik lå man og klynkede hjemme hos mor og ville trøstes som en lille pige. Eller som Louise i "Frit fald", der det ene øjeblik er en ung dame, der om natten danser forførende på diskotek og næste dag går rundt med rulleskøjterne dinglende om halsen som et uskyldigt legebarn.
Mødre og døtre
"Vi bliver sindssygt prægede af vores forældre, uanset om de er til stede i vores liv eller ej," fastslår Heidi Maria Faisst.
Mange piger og kvinder vil skrive under på, at der ofte eksisterer et kompliceret identifikationsforhold mellem mødre og døtre. Tilværelsens krav om sociale kompetencer udvikler sig til et rollespil, der ikke altid er lige nemt at gennemskue for de implicerede parter. Men det, der mere end noget andet fascinerede Heidi Maria Faisst i historien om Louise og hendes mor, var den usædvanligt voldsomme tiltrækning. Louise er i en alder, hvor man ofte bare vil lægge afstand til sin mor, men for Louise bliver den ukendte mor en dragende identifikations- og emancipationsfigur.
"Normalt gider man slet ikke sine forældre i den alder. Man synes, de er platte, grimme, kedelige og kiksede. Derfor syntes jeg, det var interessant at placere en mor i hendes liv, hvor alt det vilde, som kribler i hende selv, pludselig toner frem i skikkelse af en mor, som er sindssygt tiltrækkende og interessant! Hun er heftig og lækker, og man må ryge og drikke sammen med hende! Alt det, man ikke må hos sine 'normale' forældre. Men i længden tror jeg, man kommer til at savne den tryghed, der ligger i at have nogle forældre, der siger 'nej, du skal ikke farve dit hår grønt'. Der er en tryghed i modspil. Hvis man som forældre bare er parat til at fyre den af sammen med sine store børn, tror jeg også, man fratager forholdet noget dybere."
Moren tager coke til næsen og har et risikabelt bijob for en narkohaj. At have det kriminelle element med uden at lade filmen udvikle sig til et egentligt krimiplot var en svær balance, fortæller Faisst.
"Mange ville gerne have, at stofferne skulle spille en større rolle. Men jeg ville gerne lave en film, som ikke var så fingerpegende i forbindelse med stofferne. Som mere stilfærdigt turde gøre opmærksom på, at det med stofferne altså er en del af morens liv. Går man på klub, er der ting til næsen alle vegne. Så jeg havde mere lyst til at lade det være en del af det billede, der bliver tegnet. Man skal jo gøre sig sine egne erfaringer, og det ender jo som regel heldigvis godt. Det kan selvfølgelig også ende rigtig dårligt, men jeg tror ikke på, at ens forældre kan stoppe en."
Ungdomsfilm uden kliche
Realistiske ungdomsfilm, som ikke er tematiserende, er relativt sjældne. Filmene skal helst handle om mobning, stoffer, gruppepres eller "den første gang". De er tit mere fokuserede på grupper end individer. Film, som simpelthen prøver at dramatisere et kapitel i et ungt menneskes liv, er et særsyn.
Hvilket er mærkeligt, da de formative år på mange måder er tiltrækkende stof, da hovedpersonen nærmest pr. definition er i afgørende bevægelse fra et stadie i livet til et andet. Men "Frit fald" er ikke noget gruppeportræt. Louise og hendes mor "repræsenterer" ikke to grupper eller miljøer. De er to mennesker i en fortælling om en ung pige, der tager sine første vaklende skridt ind i voksenlivets pirrende kaos.
Undervejs i tilblivelsesprocessen undlod behjertede stemmer ikke at minde Heidi Maria Faisst om spillets regler. Omkvædet lød: Husk nu, at det er en ungdomsfilm! Men er det virkelig nødvendigt at fortælle på en særlig måde eller benytte en særlig "ungdommelig" æstetik, når man laver ungdomsfilm?
"Fotografen Manuel Claro og jeg snakkede meget om, hvordan vi kunne undslippe en mere bastant socialrealisme. Det er ikke en film om socialklasser. Det er slet ikke det, det handler om. Så det skulle i hvert fald ikke foregå i en typisk betonslum, som signalerer en bestemt socialgruppe," fortæller Faisst om baggrunden for, at filmen foregår i det nybyggede futuristiske Ørestad i udkanten af København. Det ser flot og markant ud – og så er det ikke overrendt som location. Det er lidt som med sproget: Det skal virke forfriskende, men ikke frisk på en ung-med-de-unge-måde.
De unge sms'er på livet løs, så Faisst har valgt at bruge sms'erne i filmens grafik. Men på en måde, så det ligner håndskrift og ikke de velkendte digitale tegn.
"Jeg synes ikke, man skal tale til unge mennesker på en bestemt måde. Jeg synes, de er ret kloge, og de vil helst ikke tales ned til. Tænker man for meget over det, kommer man måske automatisk til at tale ned til dem."
"Men nu må vi jo se, hvad de siger til min film. For den er jo ikke særlig tju-bang-agtig," indrømmer Heidi Maria Faisst, der også sidste gang lavede en film om en mor og en datter. Men i den ironisk betitlede "Velsignelsen" var konflikten mellem mor og datter mere indædt betændt og traumatisk centreret omkring en fatal fødselsdepression.
"Sammenlignet med det, jeg ellers har lavet, er der knald på i 'Frit fald'," griner hun.
Artiklen har været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin FILM (#71, februar 2011).