Det er ikke helt let at presse et interview ind i Susanne Biers kalender. Hun har også lavet mange i årenes løb, det er en del af filmarbejdet, men indlysende nok ikke den sjoveste. Da Biers assistent kontakter mig tredje gang for at rykke rundt på minutterne, knurrer jeg lidt og siger, at noget tid skal der jo til for at det giver mening. Svaret falder prompte: Bier er meget professionel – hun spilder ikke tiden. Det er sandt, det står lodret op ad siderne på de mange tidligere interviews, jeg har læst med hende. Ind i mellem griber jeg mig selv i at ønske mig en sprække ind i professionalismen, men den nu 49-årige instruktør er en ubetinget succeshistorie i dansk film.
Udgangspunktet i Biers film er næsten altid spørgsmål af moralsk eller etisk karakter: Hvor langt holder den pæne, humanistiske overflade, hvis man i en given situation bliver trykket på sine ømmeste tæer? Eller slet og ret skal overleve, som det er tilfældet i filmen "Brødre", hvor den gode soldat bliver tvunget til at slå en af sine egne ihjel for at overleve. "Brødre" blev for nyligt genindspillet i Hollywood, og anmelderne har generelt været enige om, at Biers egen version er bedre. Måske er det nemmere, at putte Susanne Bier ind i en Hollywood sammenhæng end omvendt. Måske fordi der er noget indlysende hollywoodsk tilstede i hendes måde at præsentere historier på med store følelser og et effektivt episk drive. Professionelt.
Biers dream team
Den foreløbigt seneste Bier film, "Hævnen", bevæger sig i et klassisk biersk moralsk-etiske univers. Denne gang er omdrejningspunktet to drenge på tolv år. En mobbet dreng møder en jævnaldrende, der ikke finder sig i noget, og det udvikler sig dramatisk. De voksne har det heller ikke let med livet. Den ene mandlige voksenhovedrolle er en velhavende enkemand (Ulrich Thomsen), den anden er en idealistisk læge (Mikael Persbrandt) udstationeret i urolige Afrika med en forsømt familie på randen af skilsmisse i Danmark. Der er som i "Efter brylluppet" og "Brødre" spejlinger af den store verden i den lille, og det er som i de to ovennævnte film Biers dream team, der står bag. Manuskriptet er blevet til i samarbejde med Anders Thomas Jensen, og Pernille Bech Christensen har klippet; det har hun gjort på alle Susanne Biers film.
Nu sidder vi på Filmselskabet Zentropa, og jeg takker for visningen af "Hævnen", som jeg godt kunne lide. Susanne Bier læner sig ind over bordet, ser indgående på mig og siger, "ja, du brød dig jo ikke om "Efter brylluppet"". Så sætter hun sig tilbage i sofaen og venter på sit svar. "Jeg husker som en elefant", ler hun tørt, da hun ser min milde forbløffelse. Jeg peger på de mange historier, der skulle gå op i "Efter brylluppet", det blev lige i overkanten til min sandsynlighedsberegning. "Mener du den var for - kulørt?" Susanne Bier smager på den tanke, men afviser den. Ikke enig. "Det behøver vi heller ikke at være", understreger hun, der jo i den grad har publikum og anmeldelser på sin side. Så er samtalen godt i gang.
Begyndte "Hævnen " i børnehøjde eller i voksenhøjde?
Det startede i voksenhøjde med Mikael Persbrandts karakter (lægen red.). I en eller anden form, men ret hurtigt blev børnene fremtrædende, det var bare ikke tydeligt, hvordan forbindelsen mellem dem var. Der var to forskellige spor, og så lavede vi forbindelsen. Persbrandts figur var ikke engang læge i begyndelsen, han var bare idealist. Så blev han udsat for et overgreb, og hvordan reagerer han på det?" Susanne Bier holder en pause, før hun fortsætter. "Hvor hører man selv til på den moralske skala? Hvis du havde været ombord på Estonia, da skibet forliste, ville du være sprunget i redningsbåden selv med det samme, eller ville du hjælpe andre med fare for dit eget liv? Der er gradbøjninger af moralske dilemmaer, og de er alle sammen interessante. Det er aldrig sort-hvidt."
Mere optaget af moral end politik
I "Hævnen" spiller toppen af en tårnhøj silo en meget vigtig rolle i børnenes univers. De var naturligvis mandsopdækket på den faretruende location under optagelserne. Af elitesoldater. Det viste sig, at soldaterne selv brugte Biers film "Brødre" i undervisningen, og netop scenen med soldaten, der slår sin kammerat ihjel for selv at overleve.
Susanne Bier: "Jeg blev naturligvis stolt over at høre det, men overrasket over resultatet af deres konklusion. For det eneste, man gør som god soldat, er, at man sørger for at overleve. Uanset om det fundamentalt er imod ens medmenneskelighed. Det syntes jeg var vanvittig interessant."
Når du laver en film med så heftigt et tema som krig, som i tilfældet "Brødre", så er det ikke fænomenet "Danmark er i krig", der optager dig, men det personlige valg?
Susanne Bier: "Jeg er meget mere optaget af moral end af politik. Jeg er bestemt et pragmatisk menneske, men jeg har svært ved at forbinde mig med den form for pragmatisme, der gør, at folk er gode politikere. Det betyder ikke, at jeg ikke gerne ville lave en "politisk" film. Jeg var vild med "The Constant Gardener" og "All the President's Men" for eksempel, selv om jeg nok ville have lavet nogle ting anderledes. Film fungerer i så høj grad på den følelsesmæssiges præmis, så der er et tanke lag, det er svært at få med ind i sådan en type fortælling. Selv i de mest såkaldt politiske film, er det de menneskelige historier, der bevæger."
Stedernes psykologi
Susanne Biers vej til filmen tog et sving indenom religionsvidenskab og arkitekturstudier, inden hun blev optaget på Den Danske Filmskole. Det var i omgangen med arkitektur, at hun blev fanget af interessen for scenografi, så hun søgte ind som scenograf i London. Midt under optagelsessamtalen kom Bier til at sige, at hun måske hellere ville være instruktør. Ikke den bedste melding, når man aspirerer til scenografi linjen, ler hun, og blev da også sendt hjem "i tænkeboks".
Susanne Bier: "Som arkitekt bliver man trænet i at danne sig et samlet overblik, det har jeg haft meget glæde af. Jeg søgte ind på Filmskolen med nogle fotografier, jeg havde lavet på arkitektskolen, en række sekvenser. Der var meget historie i dem, men jeg tror, at hvis man så det i dag, ville det nok være i den prætentiøse afdeling…. Jeg havde en meget smuk, blå sekvens nede ved Helgoland Badeanstalt med en mand og en kvinde, ikke helt fri for at være influeret af visse franske film... . Jeg var usandsynlig heldig, for jeg fik Mogens Rukow og ikke mindst Jørgen Leth som lærere. Leth er sådan en distinkt æstetiker, man vidste lige præcis, hvem han var, og det var enormt brugbart for en elev. Nogle gange fik man brutal respons, nogle gange euforisk, men jeg kunne virkelig bruge det, fordi jeg vidste, hvem han var."
Kan du se et mønster i din vej til filmen?
Susanne Bier: " Det synes jeg, jeg kan. Arkitektur er jo ikke bare en bygning, man går ind i, vel. Tag Peterskirken og alle de historier, der knytter sig til sådan et bygningsværk. Der kan være en sanselighed i et bygningsværk, der minder om den, der kan være i en film. Noget der bringer én et andet sted hen."
Der er i hvert fald ofte meget smukt, der hvor dine personer færdes. Også i " Hævnen ".
Susanne Bier: "Der er ikke altid smukt – det har du ikke ret i. Det kommer an på, hvad det er for en historie. Men det er altid meget distinkt. Det er meget vigtigt, det er "rigtigt". For mig er stederne lige så meget psykologiske medspillere som personerne."
Hvor lidt skal der til?
Når Susanne Bier skal finde på en ny historie, er det afgørende med en periode uden indblanding af hverdag, så Anders Thomas Jensen og Susanne Bier tager et sted hen og arbejder.
Susanne Bier: "På en måde gider man ikke finde på, så man er enormt lettet, hvis telefonen ringer, og man lige kan komme væk fra det. Der er noget meget hensigtsmæssigt ved, at man ikke kan blive forstyrret."
Der er tre voksne hovedpersoner i filmen, har I kæmpet meget med deres figurer?
Susanne Bier: "Vi har været i tvivl om formatet på de tre hovedpersoner, fordi de er så utroligt gode skuespillere. Vi har været fristet til at give dem for meget historie i forhold til, hvad filmens omdrejningspunkt egentlig har været
Hvor mange personer kan man interessere sig for i en film, før den begynder at knække?
Susanne Bier: "Jeg tror ikke, man kan lave regler for det. På en måde kan den her film godt handle om, hvordan vi alle sammen kan blive terrorister. Hvis man synes, det er det centrale i historien, er der grænser for, hvor mange andre man kan gå ind og følge. Så er det i mindre grad et spørgsmål om, hvilke karakterer det bliver, end hvordan det tematisk hænger sammen."
Er det svært at instruere børn i så rå roller som i "Hævnen "?
Susanne Bier: "Jeg oplever ikke de karakterer som børn, egentlig. Det er et meget voksent projekt at have en plan for, hvordan man skal skabe retfærdighed, rydde op i verden, som Christian har det i filmen. Det er sådan et western projekt. Det er klart, at det er to tolv års drenge, og man kan naturligvis ikke tale til dem, når man arbejder, som om de er voksne skuespillere, men i princippet – næsten."
Kunne de to drenges roller faktisk have været voksenroller?
Susanne Bier: "Jeg syntes, det var interessant at sige, hvad kan være årsag til, at et barn handler meget, meget fatalt? I vores del af verden tror vi jo på, at hvis vi behandler vores børn menneskeligt og giver dem nogle ordentlige værdier, så kommer de ud i den anden ende som ordentlige mennesker."
Det er vel heller ikke helt forkert?
Susanne Bier: "Nej, jeg tror ikke, det er forkert. Men vores films eksperiment handler om, hvor lidt der egentlig skal til for at man som barn – eller voksen – føler, at noget er dybt uretfærdigt. Der skal virkelig ikke så meget til, og det synes jeg er dybt interessant. Og skræmmende."
Hvad er det, der hele tiden skubber dig i retning af denne kredsen om moralske og etiske dilemmaer? Jeg ved, at din jødiske baggrund har givet dig bevidstheden om, hvordan livet pludselig kan forandres dramatisk, men det er jo den meget store Historie. Har du selv været tvunget ud i moralske overvejelser af betydning?
Susanne Bier: "Jeg har ikke været udsat for personlige, etiske dilemmaer. Min far har altid været meget moralsk, jeg er opdraget ekstremt moralsk. Hans forældre var også meget moralske. Jeg tror, jeg har været fascineret af det, siden jeg var barn. Mine bedsteforældre var flygtninge fra Tyskland, og den skånselsløse "dét er rigtigt, og dét er forkert" holdning hos dem i lyset af, hvad det var, der foregik på den tid, har gjort indtryk på mig. De havde en gammeldags, ubrydelig idealisme, når det gjaldt rigtig og forkert, som var meget markant i betragtning af, at verden var i kaos. "
Har du selv meget klare forestillinger om rigtigt og forkert?
Susanne Bier: "Det tror jeg, jeg har, og jeg ved ikke, om det er godt eller dårligt, men der er en meget hård kerne af ting, der er indiskutabelt "rigtige" og forkerte".
Er det i afdelingen for de ti bud?
Susanne Bier ler. "Jeg tror ikke, jeg kan sige, det konsekvent er de ti bud, men de ti bud er i princippet fundamentet for al lovgivning og tænkning i vores samfund. Jeg tror, at man kan se i alle mine film, hvordan det afspejler sig i virkeligheden."
Jeg har forstået, at dine manuskripter udvikler sig en del på settet?
Susanne Bier: "Det endelige resultat bliver meget anderledes end det, der umiddelbart står i manuskriptet. Man skal ikke nedgøre værdien af det, der er skrevet, for afsættet skal være rigtigt, for at det bliver til gode optagelser. Men anderledes bliver det, for det er en levende organisme at lave film, og den bliver igen anderledes, når vi klipper. Der er måske ti scener, der er de samme i den endelige version, som de var i manuskriptet. Kernen er den samme, det er bare et spørgsmål om, hvordan man bedst artikulerer den. Jeg kan godt lide, at tilfældigheder går ind og spiller med.
Når jeg instruerer, kan jeg ikke andet. Selv hvis jeg ikke rent er fysisk hjemmefra, så er jeg det åndeligt. En del af energien er simpelthen at sætte sig i en tilstand, hvor man ikke tænker på andet. En form for arbejdstrance. Det kan godt være det lyder voldsomt, men at lave film er faktisk meget fysisk, det er en meget voldsom, sanselig udladning. Klipningen er en meget mere analytisk fase. Jeg har et helt fantastisk samarbejde med Pernille Bech Christensen. Hun er i den grad med i tankerne under optagelserne, for jeg ved, hun vil lægge mærke til detaljer, til det der er rigtig godt. Der er en enorm kreativ frisætning for mig i at vide, at hun får materialet mellem hænderne.
Vil du helst selv skrive eller have andres gode ideer?
Susanne Bier: "Jeg vil helst have, at Anders Thomas skriver! Jeg skriver ikke selv, jeg går lidt i sort, når jeg sidder foran computeren alene."
Ingen auteur længsler?
Susanne Bier: "Uha nej, det ville jeg ikke bryde mig om."