Natasha Arthy instruerer ny spillefilm

Filminstruktøren Natasha Arthy indledte den 30. oktober optagelser til en ungdomsfilm med arbejdstitlen "Aicha", som henter inspiration fra billedmagien i de store asiatiske kampsportsfilm.
Manuskriptet er skrevet af Natasha Arthy i samarbejde med Nikolaj Arcel. Johnny Andersen producerer "Aicha" for Nimbus Film. Filmen handler om Aicha, der går i gymnasiet, men meget hellere vil dyrke sin store lidenskab karate*. Aichas tyrkiske forældre kræver, at Aicha passer sin skole, så hun kan komme ind på medicinstudiet ligesom hendes storebror Ali. Men Aicha trodser familiens forbud og begynder i al hemmelighed at træne i en professionel karateklub*, hvor der også går drenge. Emil hjælper Aicha med at træne til klubmesterskabet, og de bliver forelskede i hinanden. Men livets spilleregler er ikke så enkle som karatesportens*, og Aicha bliver tvunget til at finde ud af, hvem hun er, og hvad hun vil.
Natasha Arthy er kendt for den prisbelønnede børnefilm "Mirakel" (2000) og Dogme-filmen "Se til venstre, der er en svensker" (2003), som vandt priser i Los Angeles, Moskva og Karlovy Vary.
Hovedrollerne besættes af Semra Turan, Nima Nabipour, Behruz Banissi og Cyron Bjørn Melville.
"Aicha" modtager DFI-støtte på 8,7 mio. kr. gennem konsulentordningen ved Mette Damgaard-Sørensen. Der er forventet premiere i vinteren 2007-2008, og biografdistribution foretages af FilmFolket A/S ved Loke Havn.
*red. den 13. april 2007: Kamsporten Aicha dyrker er kung fu, og ikke karate.For yderligere oplysninger:
DFI fact sheetAicha
Det Danske FilminstitutMarianne Moritzen, 3374 3451, mariannem@dfi.dk