NatFilm Festivalen blev den 22. marts skudt i gang med åbningsarrangementer i fire byer. Instruktørerne Peter Schønau Fog og Heidi Maria Faisst modtog festivalens Natsværmerpriser.
Inden Peter Schønau Fogs debutspillefilm "Kunsten at græde i kor" blev vist for publikum, gav Natsværmerfonden Schønau Fog følgende ord med på vejen: "Hans spillefilmsdebut er en modig og sikker debut, der takler et svært emne uden at ryste på hånden, får det optimale ud af både professionelle skuespillere som amatører og tør udfordre vore vaner og forventninger ved at være indspillet på klingende sønderjysk." "Kunsten at græde i kor" får premiere over hele landet den 27. april.
Heidi Maria Faisst deltog på sidste års NatFilm Festival med novellefilmen "Liv", som Natsværmerfonden ved dette års prisuddeling fremhæver som et "stærkt og besnærende kammerspil". "Liv" er produceret under Filminstituttets støtteordning for talenter, New Danish Screen.
Årets Natfilm Festival viser frem til 1. april 185 film. Som noget helt nyt vil NatFilm i år løbe af stablen i Århus, Odense og Kolding i samme periode som i København i stedet for ugen efter, og publikummet vest for Storebælt vil kunne nyde NatFilm Festivalen i samtlige ti dage i stedet for kun fem.
NatFilm Festivalen: www.natfilm.dk Cinemateket: www.cinemateket.dk
DFI fact sheet:Kunsten at græde i korLiv