Nimbus får støtte fra MEDIA til 4 nye film

Billede til artiklen Nimbus får støtte fra MEDIA til 4 nye filmNimbus Film har modtaget 1,4 mio. kr. i udviklingsstøtte fra EU's MEDIA program, som nu i 16 år har støttet den europæiske film- og medieindustri. Støtten bliver givet i form af slate funding, en form for støtte, som kræver, at MEDIA har tillid til, at filmselskabet har en række film med internationalt potentiale klar til udvikling.

Beløbet skal bruges til at videreudvikle filmprojekterne "Grande Prairie" af Daniel Dencik, "Submarino " af Thomas Vinterberg, "Den grønlandske elite" af Louise Friedberg og "Over gaden under vandet" af Charlotte Sieling. Ved denne form for støtte søges der på baggrund af tre til seks projekter, og Nimbus har modtaget det maksimale støttebeløb på 190.000 Euro.

Direktør Jørgen Ramskov, Nimbus Film, fortæller, at der er stor glæde på Nimbus over, at Media igen viser produktionsselskabet tillid og giver slate funding: "Det styrker vores muligheder for at udvikle en række gode filmprojekter, som vi virkelig brænder for, og som også har internationalt potentiale."

I 2005 modtog Nimbus Film også en slate funding, dengang på 1,1 mio. kr. Den støtte blev blandt andet brugt til at udvikle filmen "Prag" og de biografaktuelle "Det som ingen ved" og "Flammen & Citronen", som for tiden trækker et stort publikum til.

Nu, hvor 31 lande deltager i MEDIA-programmet, er konkurrencen om udviklingsstøtten blevet hårdere. Seks andre europæiske produktionsselskaber fik en tilsvarende for form for slate funding i denne omgang. Kun tre ud af de syv selskaber fik det maksimale støttebeløb.

EU's medie-udviklingsstøtte
MEDIA Desk
Nimbus film