Nordamerikas største filmfestival med to danske film

Billede til artiklen Nordamerikas største filmfestival med to danske filmToronto International Film Festival er ikke blot Nordamerikas største filmfestival, men også et vigtigt udstillingsvindue på det nordamerikanske filmmarked. Danmark har de senere år været rigtig godt repræsenteret med markante film som "Kunsten at græde i kor", "Efter brylluppet", "Vikaren" og "De unge år".

Den 33. udgave af Toronto International Film Festival (4.-13. september) har netop løftet lidt af sløret for årets program, og to danske film er foreløbig udtaget: Kristian Levrings Dr. Jekyll og Mr. Hyde-inspirerede drama "Den du frygter", der er Levrings første dansksprogede spillefilm i over 20 år, og Jan Troells "Maria Larssons evige øjeblik", et episk kærlighedsdrama fra Sverige i begyndelsen af 1900-tallet om en ung arbejderkvinde, der genopdager verden gennem et kamera.

Om flere danske film kommer med på festivalen ved vi først til august, hvor det komplette program offentliggøres. Indtil da kan man læse mere om de to udtagne film i det seneste nummer af FILM (#63 Cannes), hvor vi bringer et interview med Kristian Levring og går tæt på samarbejdet mellem Thomas Stenderup, producer på "Maria Larssons evige øjeblik", og instruktør Jan Troell.

Billede til artiklen Nordamerikas største filmfestival med to danske film"Den du frygter" kommer i de danske biografer til januar 2009, mens "Maria Larssons evige øjeblik" har dansk premiere 31. oktober.

Links:
- Interview i FILM #63: Power Game in an Ice-cold World (på engelsk)
- Interview i FILM #63: Troell's Moments (på engelsk)
- Nyhed fra DFI: "Den du frygter" og "Maria Larssons evige øjeblik" til Toronto
- DFI Factsheet: "Den du frygter"
- DFI Factsheet: "Maria Larssons evige øjeblik"

Foto: Per Arnesen ("Den du frygter", øverst) og Nille Leander ("Maria Larssons evige øjeblik", nederst)