Nordic Game Day 2016

Q&A. I anledning af Nordic Game Day 2016 fortæller Lone Munkeberg fra Medierådet for Børn og Unge om, hvorfor spil er vigtige at have fokus på. Arrangementet finder sted lørdag den 19. november på flere af landets biblioteker. 

Lone Munkeberg er projektleder i Medierådet for Børn og Unge, der arbejder med børn og unges mediebrug- og kompetencer. Hun koordinerer arrangementet Nordic Game Day i Danmark, hvor børn og unge kan spille og skabe spil. Det hele er gratis og foregår på biblioteker i hele landet lørdag den 19. november. 

Hvorfor er det vigtigt at spille spil?
Lone Munkeberg: "Spil er vigtige, fordi det åbner op for leg, fællesskaber og fantasi. For nogle er fællesskaberne rundt om et bord for andre er det online, men for alle er legen i centrum."

Fakta om Nordic Game Day

Nordic Game Day er en årligt tilbagevendende begivenhed, som afholdes på de nordiske biblioteker.

Formålet med dagen er at fremhæve spil på bibliotekerne samt at understrege, at spil er et kulturbærende medie, der har plads på bibliotekerne både nu og fremadrettet.

235 organisationer i Norden, heraf 175 biblioteker, deltager i Nordic Game Day.

Det er gratis at deltage i Nordic Game Day.

Nordic Game Day 2016

Fakta om Medierådet

Medierådet for Børn og Unge er forankret i Det Danske Filminstitut. Medierådet beskæftiger sig med børn og unges medievaner i en bred forstand, herunder deres brug af digitale medier/teknologier og computerspil.

Medierådet for Børn og Unge

Hvorfor er I i Medierådet aktivt med i Nordic Game Day?

Lone Munkeberg: "Der er flere grunde til, at det er relevant for Medierådet at engagere sig i Nordic Game Day. Et aspekt af Medierådets arbejde med spil handler om beskyttelse af børn, som når vi f.eks. formidler omkring PEGI-mærkninger, der vejleder forældre om spillenes indhold. Et andet vigtigt aspekt handler om “empowerment”. Spil kan være med til at styrke børns digitale kompetencer. Børn kan blive medskabere af spil, hvis de f.eks. tager på biblioteker, hvor man på diverse kodeskoler, kan lære at kode. Og så tager det afsæt i noget, de i forvejen finder glæde i; nemlig spiluniverset."

Hvilke spil kan man spille på Nordic Game Day?
Lone Munkeberg: "Det er helt op til det enkelte bibliotek, hvad de vælger at have fokus på. Mange tager udgangspunkt i de brætspil og digitale spil, de har til udlån. Men mange af initiativerne ligger i dialogen mellem de analoge spil og de digitale. I brætspil med en digital dimension og i digitale spil med en fysisk dimension. Desuden er der nordiske mesterskaber i Slither.io, som er en moderne udgave af Snake, hvilket er med til at slå en retro-krølle på arrangementet."

Hvordan kan man deltage?
Lone Munkeberg: "Se om dit lokale bibliotek er med. Det er op til det enkelte bibliotek, om de vil være med, og hvad de vil have fokus på. Ballerup Bibliotek har i år fokus på kodning, Vigerslev har fokus på 3D-print, Vangede har fokus på retrospil og bibliotekerne i Guldborgssund sætter fokus på brætspil."

Kort over deltagende biblioteker i Norden

lone-munkeberg