"Nordisk Film dropper Ole Bornedal …"

Sådan skriver Michael Enggaard i Jyllands-Posten i en artikel fredag den 20. marts. Strid om premieredatoen betyder, at Nordisk Films biografer ikke viser Ole Bornedals nye film "Fri os fra det onde", der har premiere 3. april.

Nordisk Film Biografer solgte i 2008 43 % af alle biografbilletter i Danmark. Men det er kun Nordisk Films biograf i Aalborg, Bornedals hjemby, der sætter "Fri os fra det onde" på plakaten. Filmen bliver dermed ikke så tilgængelig for publikum som normalt for danske film af denne størrelse, og den kommer slet ikke op i større jyske byer som Randers, Herning og Esbjerg.

Strid om dato
Baggrunden for striden er uenighed om datoen. Nordisk Film mener, at filmen bør flyttes til senere på året, fordi den ligger oven i flere andre danske film, mens SF Film/Filmkompagniet, der udlejer Bornedals film, insisterer på en premiere før påske.

John Tønnes, direktør i Nordisk Film Biografer, siger til Jyllands-Posten: "Vi kan simpelthen ikke få plads til filmen, hvis vi også skal give plads til andre titler i den periode." Michael Fleischer, direktør i SF Film/Filmkompagniet, frygter at Nordisk Films afvisning bliver dyrt for filmen. "Det bekymrer os dybt, at landets største operatør handler på den måde. Jeg kan ikke tolke sagen anderledes, end at Nordisk Film forsøger at beskytte sine egne film."

"Stærkt utilfredsstillende"
Det Danske Filminstitut har skudt 7 millioner kroner i produktionsstøtte til "Fri os fra det onde". Her mener direktør Henrik Bo Nielsen, at det er stærkt utilfredsstillende, at filmen ikke får optimale betingelser.

"Trods den kraftige offentlige støtte til produktion og lancering af spillefilm har vi i Danmark valgt at overlade den konkrete premierelægning og biografbooking til de frie markedskræfter. Det forudsætter selvfølgelig, at den frie konkurrence virker."

"Opsynet med den slags hører under Konkurrencestyrelsen, ikke Det Danske Filminstitut, men eksemplet Bornedal vil indgå i vores videre dialog med filmbranchen og biograferne. Herunder også om det er ønskeligt, at Filminstituttet påtager sig en anden rolle i fremtiden," siger Henrik Bo Nielsen til Jyllands-Posten.