Nordisk web-filmskole har fået tag i de unge

Billede til artiklen Nordisk web filmskole har fået tag i de unge
Den nordiske web-filmskole, dvoted, har efter to år fået godt fat i de unge filmskabere. Med over 700 aktive medlemmer er det et af de bedst fungerende nordiske kulturprojekter - og ikke mindst i Danmark har interessen været stor.

Ifølge dvoteds danske redaktør, Kim Blidorf, er der i dag over 1600 danske medlemmer, hvoraf omkring 200 er særligt aktive med at uploade egne film, diskutere med andre brugere, rådspørge sitets professionelle mentorer m.v. Og flere af de aktive brugere er så småt begyndt at få udbytte af deres erfaringer fra dvoted:

"Et projekt som dvoted er af gode grunde nogle år om at få fodfæste, så det er dejligt at se, at flere af vores brugere udvikler sig og får succeser rundt omkring i filmverdenen.

Christian Haahr var i finalen ved årets Kort og Godt konkurrence, og han lavede desuden i sommer en stor dokumentar om rapperen Per Vers for Operation Dagsværk. Allan Hyde vandt sammen med resten af sit hold to priser ved sidste års Oregon Film Festival for filmen "Cykeltaxa". Sebastian Cordes har for nylig fået støtte fra Zentropa til sin nye dokumentarfilm. Vi gør, hvad vi kan, for at brugere som disse bliver hængende på dvoted, så de kan være med til at inspirere og assistere nye og yngre brugere på vej op."

dvoted blev etableret for at støtte unge mellem 15 og 20 år. Men det har vist sig, at behovet for dvoted også ligger hos de noget ældre filmskabere. Den primære målgruppe er derfor blevet udvidet op til 23 år, bl.a. med baggrund i, at gennemsnitsalderen for de elever, der bliver optaget på de nordiske filmskoler, er omkring 25 år.


"Cykeltaxa" af Allan Hyde.
Se også "Badunk Gadunk" af Christian Haahr,
samt "Bundet" og "Rida" af Sebastian S. Cordes
(bemærk at dette kræver login på dvoted).Støttet til 2011

Det er de nordiske offentlige filmstøtteordninger, der står bag dvoted. Projektet støttes af Nordisk Kulturkontakts modul "Støtte til netværk, langvarig netværksstøtte" med 150.000 euro - 1.125.000 dkr. - fordelt over årene 2009-2011. Støtten skal blandt andet gå til videreudvikling af sitet og etablering af ny platform. Herudover gav Nordisk Kulturfond i maj 2008 dvoted tilsagn om støtte på 300.000 dkr.

Tag et kig på www.dvoted.net - sitet har for nylig gennemgået sin største opdatering siden starten i 2006 med ny medlemssektion, forbedret diskussions-arena, der også rummer musikvideoer, og en mere overskuelig "Mentor-sektion", hvor man kan få hjælp fra professionelle i branchen.