Norsk og spansk, Tintin og Dina - fire nye støttetilsagn

PRESSEMEDDELELSE25. september 2001
NYE
PRODUKTIONSSTØTTER FRA DET DANSKE FILMINSTITUT
En norsk film om
mennesker i en lille norsk forstadsby, mennesker der alle har en plan -
men det går ikke helt efter deres plan. En film med mange morsomme optrin
og fine og skæve situationer med noget "Short Cuts"-Robert Altmann og
noget "Smoke"-agtigt over sig: "Stjerneskud".En begavet, charmerende
spansk komedie om den fattige sælger Alfredo og hans skønne unge hustru
Carmen, der under falske forudsætninger får viklet sig ind i et
pornofilmprojekt, som de ender med at vende til egen fordel, dog ikke uden
eksistentiel, dyb smerte: "Torremolinos 73".En portrætfilm om Tintins
far, Hergé, til biografen og til alle Tintins fans: "Hergé - The
Documentary". Det sidste løft til Ole Bornedals norske eventyr, så
instruktørens og fotografen Dan Laustsens høje kvalitetsniveau kan
indfries: "I Am Dina".
Det er i al
korthed indholdet i fire nye beslutninger om produktionstilsagn fra Det
Danske Filminstitut.
"Stjerneskud" har
norske Gunnar Vikene som instruktør og danske Final Cut ved Thomas
Stenderup som co-producent. Det Danske Filminstitut har besluttet at give
tilsagn om 1 mio. kr. i produktionsstøtte.For yderligere oplysninger
kontakt filmkonsulent Gert Duve Skovlund: 20 44 32 54.
"Torremolinos"
instrueres af baskeren Pablo Berger med Nimbus Film ved Lars Bredo Rahbek
og Bo Ehrhardt som dansk co-producent. Det Danske Filminstitut har
besluttet at give tilsagn om 1 mio. kr. i produktionsstøtte.For
yderligere oplysninger kontakt filmkonsulent Gert Duve Skovlund: 20 44 32
54.
"Hergé - The
Documentary" er en stor international co-produktion med bl.a. Belgien,
Frankrig og Holland. Filmen bliver instrueret af Anders Østergaard for
Angel Production ved Thomas Gammeltoft som producent. Det Danske
Filminstitut har besluttet at give tilsagn om 500.000 kr. i
produktionsstøtte, hvilket bringer DFI's støtte op på 595.000 kr. i alt,
da der tidligere er bevilget både manuskriptstøtte og udviklingsstøtte til
projektet.For yderligere oplysninger kontakt Mikael Opstrup: 33 74 34
49.
"I am Dina" af
instruktøren Ole Bornedal for Northern Lights AS v/ Axel Helgeland,
Nordisk Film v/ Per Holst og Felicia Film v/ Anne Ingvar har tidligere
modtaget støttetilsagn på 3 mio. kr. fra Det Danske Filminstitut. Nu
forhøjer Instituttet sit tilsagn med 2 mio. kr. således, at filmen i alt
har støttetilsagn fra DFI på 5 mio. kr.For yderligere oplysninger
kontakt Lars Feilberg: 33 74 34 33.