Norske priser til danske filmfolk

PRISUDDELING. Danske Peter de Neergaard vandt lørdag den norske Amanda-pris for sin scenografi til Peter Flinths norske spillefilm "Beatles". Radiator Film har koproduceret "Drone", der vandt en Amanda for bedste dokumentarfilm.

I Norge blev de årlige Amanda-filmpriser, der svarer til den danske Robert-pris, uddelt lørdag den 15. august på filmfestivalen i Haugesund.

Danske Peter de Neergaard modtog en Amanda for bedste scenografi i Peter Flinths norskproducerede spillefilm "Beatles". Amanda'en for bedste dokumentarfilm gik til Tonje Hessen Scheis "Drone", der er dansk koproduceret af Radiator Film med støtte fra Det Danske Filminstitut og DR TV.

Peter de Neergaard har i "Beatles" genskabt Oslo anno 1967. Her udspiller historien sig om fire gutter, der inspireret af Beatles prøver at starte et band. Peter de Neergaard har tidligere lavet scenografi til bl.a. "Bleeder", "Mirakel", "Rembrandt", "Fakiren fra Bilbao", "Unge Andersen" og "Flamberede Hjerter".

"Beatles" kan ses på den kommende BUSTER Filmfestival i København. 

Dokumentarfilmen "Drone" fokuserer på konsekvenserne af high-tech krigsførelse. Krigsførelse med droner bliver hastigt udvidet, og vi er nu en del af et eksperiment, der vil ændre vores krige og muligvis også vores verden. I mødet med dronepiloter og ofrene på jorden, kommer man tæt på begge sider.

Filmen havde dansk premiere på CPH:DOX 2014 og er blevet vist på DR.

Tags: Drone