Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:
"Det Danske Filminstitut har en ekstremt vigtig opgave med at sikre dansk kultur og understøtte produktionen af danske film, så vi får vores fantastiske fortællinger ud i hele verden. Den seneste tid har været turbulent for filminstituttet, og der har været et omfattende oprydningsarbejde efter etableringen af Filmtaget. Det har derfor været vigtigt for mig at finde en række friske kræfter til Det Danske Filminstituts bestyrelse, der har stor indsigt i både ledelse og økonomi. Det er nu lykkedes. Jeg er glad for, at Jesper Nygård tidligere på året sagde ja til at sætte sig i spidsen for filminstituttet, og at han nu fortsætter som bestyrelsesformand i de kommende år."
Den nye bestyrelse for Det Danske Filminstitut består af:
- Jesper Nygård, formand, afgående adm. direktør, Realdania, udpeget af kulturministeren
- Andreas Steenberg, næstformand, executive public affairs, Systematic, bl.a. tidligere MF for Radikale Venstre, udpeget af kulturministeren
- Maria Damborg Hald, partner, Deloitte, bl.a. tidligere underdirektør i DR, udpeget af kulturministeren
- Marie Laurberg, direktør, Copenhagen Contemporary, udpeget af Rådet for Spillefilm
- Jørgen Ramskov, direktør, Vision Denmark, udpeget af Rådet for Kort- og Dokumentarfilm
- Tine Smedegaard Andersen, vicedirektør, Nationalmuseet, udpeget af Museumsrådet
- Sophie Engberg Sonne, programredaktør, Det Danske Filminstitut, medarbejderudpeget
Formand Jesper Nygård siger:
"Det Danske Filminstitut spiller en central rolle i det kulturelle fællesskab i Danmark. Dansk film har en stærk position og en meget stor betydning for sammenhængskraften, fordi den spejler vores samfund og gør os bedre til at forstå, hvor vi kommer fra og til at drømme om fremtiden. Film rummer derfor en helt særlig evne til at samle, udfordre og skabe refleksion, Jeg ser frem til, at vi i bestyrelsen skal bidrage til Filminstituttets fortsatte udvikling som en åben og relevant institution i dansk kulturliv. Det er meget ærefyldt at skulle bidrage til at løse denne opgave."
Filminstituttets administrerende direktør Tine Fischer siger:
"Jeg glæder mig til samarbejdet med den nye bestyrelse og ikke mindst til samarbejdet med bestyrelsesformand Jesper Nygård. Filminstituttet går en ny tid i møde med store ambitioner for dansk film, men vi ser også ind i et marked, der undergår store forandringer, og derfor er det en glæde at få en bestyrelse med så stærke kompetencer inden for film- og mediebranchen, men ikke mindst inden for politikudvikling, teknologi og ledelse."