Ny film af Søren Kragh-Jacobsen

FILM PÅ VEJ. Søren Kragh-Jacobsen kaster sig over det uforklarlige i sin kommende film "I lossens time", der er støttet af Det Danske Filminstitut og kan ses i biograferne fra maj næste år.

Han har haft travlt på tv-fronten som konceptuerende instruktør på seriesuccesen "Borgen". Nu er Søren Kragh-Jacobsen klar til at indtage filmscenen igen med "I lossens time", der starter optagelser i september.

"Jeg tror, at Søren Kragh-Jacobsen med sin kommende film virkelig kommer til at udfordre sig selv og sit publikum," siger Steen Bille, filmkonsulent på Det Danske Filminstitut, der har støttet filmen. "Lossens time er døgnets 25. time, hvor det uforklarlige holder til. Jeg glæder mig til at se resultatet, når en af Danmarks mest erfarne og alsidige instruktører sætter billeder på kampen mellem tro og videnskab, galskab og normalitet."

"I lossens time" tager udgangspunkt i Per Olov Enquists teaterstykke af samme navn og har Sofie Gråbøl og Signe Egholm Olsen i de bærende roller:

Lisbet (Egholm Olsen) leder et eksperiment på en lukket institution, hvor hun hjælper traumatiserede indsatte ved at give dem ansvar for et kæledyr. En af de indsatte, en ung mand der umotiveret har dræbt et ældre ægtepar, fik ved forsøgets start tildelt en rød kat. Katten var hans et og alt, men nu har han pludselig kvalt den og forsøgt at tage sit eget liv, alt imens han rabler om, at det er Guds plan. Lisbet beder desperat præsten Helen (Gråbøl) om hjælp. Helens møde med den unge mand bliver en chokerende rejse ind i hans sårede sjæl, et møde der kommer til ændre hendes liv for evigt.

Bag manuskriptet står Jonas T. Bengtsson og Tobias Lindholm, der sidst samarbejde på Thomas Vinterbergs "Submarino" baseret på Bengtssons roman. Lindholm skrev, sammen med Vinterberg, manuskript til Cannes-vinderen "Jagten", der får dansk premiere næste år. 

Lars Bredo Rahbek producerer for Nimbus Film. Filmen har modtaget 6,5 mio. kr. i produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Steen Bille samt knap 1,3 mio. kr. fra Filminstituttets regionale støttepulje. Blandt andet den regionale fond FilmFyn bidrager med invest.

Optagelser starter mandag den 24. september og finder sted på Fyn og med enkelte optagelser i Nordsverige.

"I lossens time", der er Søren Kragh-Jacobsens første film siden "Det som ingen ved" fra 2008, er med i Biograf Klub Danmark med premiere den 23. maj 2013.