Ny kampagne mod ulovlig streaming

KAMPAGNE. Antallet af danskere, der streamer ulovligt, er stigende og udgør nu 13% af befolkningen. Derfor relancerer RettighedsAlliancen kampagnen 'Os Der Elsker Film' målrettet de 18-29-årige.

Alt for mange danskere tilgår film og serier på ulovlig vis. Det viser undersøgelsen 'Nordic Piracy – Spring 2022', foretaget af Mediavision, som hvert år måler det ulovlige forbrug i de nordiske lande. 580.000 danskere ser film og serier ulovligt, hvilket er en stigning på 80.000 danske pirater siden foråret 2021. Dette betyder, at hele 13 % af den danske befolkning mellem 15 og 74 år forbruger film og serier ulovligt, hvilket er den højeste andel danskere siden 2014, hvor Mediavision begyndte at måle det ulovlige forbrug for RettighedsAlliancen.

Undersøgelsen viser desuden, at danskproducerede film og serier bliver mere og mere populære blandt piraterne, fremhæver Filminstituttets direktør Claus Ladegaard:

"Ulovlig streaming af film og serier er stadig alt for udbredt, og hele 40 % af de titler, der streames ulovligt i dag, er danskproducerede. Fra Filminstituttets side er vi glade for endnu engang at være en del af 'Os Der Elsker Film'-kampagnen, der skal motivere og hjælpe især de yngre seere til at forstå, hvorfor det er en rigtig god idé at holde sig til de lovlige udbydere og sites, når de vil se deres yndlingsfilm."

Den danske andel på 40 % af de titler, som forbruges ulovligt, er steget fra 32 % i 2021 og 21 % i 2020.

På grund af de uheldige tendenser relancerer RettighedsAlliancen nu kampagnen 'Os Der Elsker Film' – med støtte fra Filminstituttet, Kulturministeriet, Producent Rettigheder Danmark og Biografklub Danmark Fonden. Kampagnen kører fra 22. august til 30. september og henvender sig særligt til unge mellem 18 og 29 år, da de er mest tilbøjelige til at benytte sig af ulovligt indhold. Formålet er at klæde de unge på med gode, konstruktive argumenter for at benytte lovlige tjenester, når de sidder med overvejelsen derhjemme, men også når emnet diskuteres offentligt eller blandt venner.

Læs mere om kampagnen 'Os Der Elsker Film' på osderelskerfilm.dk
Læs mere om undersøgelsen 'Nordic Piracy – Spring 2022'