Ny krimiserie: Blekingegade

Søndag aften er der premiere på TV 2's nye krimiserie "Blekingegade", støttet af Public Service Puljen og produceret af Zentropa, om Danmarks mest berygtede bande.

Blekingegadebanden, opkaldt efter gruppens skjulested i Blekingegade i København, bestod af en gruppe radikale venstrefløjsaktivister.

TV 2's nye krimiserie i fem afsnit om banden, "Blekingegade", er en fiktiv skildring inspireret af virkeligheden med fokus på Blekingegadebandens formodede leder Jan Weimann, politikommissær Jørn Moos og deres indbyrdes kamp på hver side af loven.

Dobbeltliv

Jan Weimann afslørede aldrig sin hemmelige tilværelse over for sin kone eller venner, og Jørgen Moos, som stod i spidsen for politiets efterforskning, viede sit liv til at fange bandemedlemmerne. Ifølge "Blekingegades" instruktør Jacob Thuesen, forsøger serien at vise konsekvenserne af at føre et dobbeltliv fuld af hemmeligheder og løgne:

"Vi har prøvet at skildre personerne og deres frustrationer, løgnene og fortielserne, og hvad det gør ved menneskerne. Vores to hovedpersoner lyver, de lyver for deres familier, og deres projekter slider på omgivelserne."

Virkelighedens Jørn Moos har været konsulent på serien, og manuskriptforfatter Lars Kjeldgaard har bl.a. brugt Moos' bog "Blekingegadebetjenten" som inspirationskilde.

Producer Bo Mortensen fra Public Service Puljen mener, at "Blekingegade", som både historisk drama og miniserie som format, styrker diversiteten i det danske tv-udbud. Puljen har valgt at støtte serien på grund af muligheden for at lave historisk tv-drama sat i en nutidig kontekst om Danmark i terrorens tidsalder.

Om Blekingegadebanden

I 1989 blev syv medlemmer af banden anklaget for at stå bag en række af danmarkshistoriens mest professionelle røverier op gennem 80'erne, bl.a. det mod Købmagergade Postkontor, som førte til drabet på en 22-årig politibetjent. De mange millioner fra bandens kriminelle aktiviteter blev overført til terrororganisationen PFLP, og målet var at støtte palæstinensernes kamp mod Israel.

Om Public Service Puljen

Public Service Puljen er en del af Mediepolitisk aftale 2007-2010. Puljen er på i alt 92,5 mil. kr. og støtter udvikling og produktion af dansk tv-drama og tv-dokumentar.

Puljen vil prioritere original og nyskabende tv-produktion og lægge vægt på kvalitet, alsidighed og mangfoldighed.
Det Danske Filminstitut forvalter Public Service Puljen. I det daglige administreres Public Service Puljen af producer Bo Mortensen.
Udover "Blekingegade" har puljen bl.a. støttet TV 2's dramedy-serie "Lærkevej", TV3's dramaserie "Lulu & Leon og TV 2 Zulus sitcom "Kristian".

Læs mere om Public Service Puljen

Stjernebesat rolleliste

I "Blekingegade" spilles Jørn Moos af Ulrich Thomsen, mens Nikolaj Coster-Waldau og Thure Lindhardt er de to brødre og bandemedlemmer, Jan og Bo Weimann. Herudover er bl.a. Bjarne Henriksen, Troels Lyby, Jacob Lohmann, David Dencik, Sara-Marie Maltha, Pilou Asbæk, Søren Malling og Helle Fagralid på rollelisten. 

"Blekingegade" er skrevet af Lars Kjeldgaard, der til tv bl.a. har skrevet "Edderkoppen", "Langt fra Las Vegas", "Forsvar" og "Forestillinger".

Seriens instruktør Jacob Thuesen er uddannet filmklipper fra Den Danske Filmskole i 1991. Han debuterede som spillefilmsinstruktør med den prisbelønnede "Anklaget" fra 2005 og har bl.a. instrueret "De unge år – Erik Nietzsche sagaen" i 2007.

"Blekingegade" er produceret af Sisse Graum Jørgensen og Marie Gade Denessen for Zentropa i samarbejde med TV 2. Serien er støttet af Public Service Puljen.

"Blekingegade", som består af fem afsnit, bliver vist første gang søndag den 6. december kl. 20.30 på TV 2.
 

blekingegade pressemateriale_Page_03_Image_0001