Ny leder af EDN

Cecilia Lidin er udpeget til ny leder af det europæiske dokumentarfilmnetværk EDN på en generalforsamling i Amsterdam.

Med mere end 1000 medlemmer fra mere end 60 lande er det ikke nemt at møde alle til hverdag i København. Men på dokumentarfilmfestivalen IDFA i Amsterdam er mange samlet. Derfor afholder EDN, European Documentary Network, sine årlige generalforsamlinger og planlægger mange af sine kommende aktiviteter her.

Cecilia Lidin blev udpeget til ny leder – titlen blev ændret fra "Direktør" til "Head of Office". Ifølge Lidin betyder titlen mindre end ønsket om at fremme en mere decentral netværkskultur i EDN. "I stedet for at have én direktør som ambassadør for netværket, skal vi have mange ambassadører, der repræsenterer netværket ved aktiviteter i hele Europa," beretter Lidin til FILMupdate.

EDN har primært til formål at være et professionelt netværk for filmskabere med workshops og en vidensbank med information om alt fra finansiering til distribution. I forbindelse med IDFA afholder EDN for eksempel soloundervisning i pitching for producenter, der skal skaffe midler til en produktion.

I forbindelse med IDFA har EDN lanceret en ny hjemmeside, hvor medlemmer har adgang til en ny, interaktiv The EDN Financing Guide, og en redesignet udgave af det kvartalslige magasin DOX, der er dedikeret til dokumentarfilmproduktion. DOX kan købes i Cinematekets Film- & Boghandel.

www.edn.dk

Tags: