To nye danske dokumentarfilm sætter fokus på Muhammedkrisen

Muhammedkrisen under huden
Det er et år siden, at Muhammedkrisen kulminerede med angreb på danske ambassader i Syrien, Libanon og Iran samt afbrænding af flag rundt om i verden. Instruktør Vibeke Heide-Jørgensen og filmselskabet Bastard Film fulgte to af det muslimske samfunds hovedpersoner herhjemme under krisen om de tolv tegninger, nemlig folketingspolitikeren Naser Khader og imam Ahmed Akkari. Resultatet kan nu ses i filmen "Muhammedkrisen under huden".

Filmen har forpremiere på søndag den 4. februar. Efterfølgende er der debat med Abdul Wahid Pedersen, Rushy Rashid og Yildiz Akdogan om filmen og Muhammedkrisens virkning på Danmark. Hvad gjorde krisen ved forholdet mellem muslimer og ikke-muslimer? Hvad betød den for danske muslimer? Hvad gjorde den ved ytringsfriheden? Politikens udlandsredaktør Michael Jarlner er ordstyrer.

Tid og sted: Søndag 4. februar kl.17-19 i Pressen, Vester Voldgade 33, Porten, Kbh. K. Fri entré. Billetgebyr 10 kr. Tilmelding via www.politikenbillet.dk.

"Muhammedkrisen under huden" vises på DR1 onsdag d. 7. feb. Kl. 20.00.

Mit Danmark
Muhammedkrisen satte spot på Danmark i Mellemøsten og på mennesker fra Mellemøsten i Danmark. Men i kampens hede forsvandt en hel del nuancer i debatten om 'os' og 'dem'. Provokeret af den voldsomme polarisering besluttede filmmagerne Janus Billeskov Jansen og Signe Byrge Sørensen, Final Cut Productions, at indbyde ti anerkendte, danske filminstruktører til at samarbejde med ti danskere med arabiske rødder om at skabe filmen "Mit Danmark". Ideen var at sætte fokus på dialogen og stille spørgsmålet: Hvem er jeg i den andens øjne, og hvem er den anden i mine øjne?