I "Pigen der legede med ilden" genforenes det umage makkerpar Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist, da de begge involveres i et koldblodigt dobbeltmord.
Blomkvist er tilbage på Millenniums redaktion og på sporet af en rystende nyhed om sexhandel med kvinder mellem Østeuropa og Sverige, da historien pludselig overskygges af de bestialske mord. Og Lisbeth Salander, der i mellemtiden er blevet yderst velhavende og har opholdt sig i udlandet, vender tilbage til Sverige, hvor hun efter kort tid sættes i forbindelse med mordene. Hun bestemmer sig for én gang for alle, at gøre op med fortiden og straffe dem, der har gjort hende fortræd.
Det er den svenske instruktør Daniel Alfredsson, der har instrueret "Pigen der legede med ilden" og "Luftkastellet der blev sprængt". Filmene er produceret af svenske Yellow Bird i samarbejde med tv-kanalerne SVT og ZDF samt distributøren Nordisk Film.