For få måneder siden var der ingen filmprogrammer at finde på dansk tv. Men så kom 'Premiere' på DR2, og nu er 'Film:syn' dukket op på DK4 - et program, der ikke bare vil anmelde film, men også fordybe sig i dem.
'Film:syn' blændede første gang op på skærmen torsdag den 9. oktober. I aften kl. 22.30 er det nu muligt at se anden udgave af programmet, der med udgangspunkt i den biografaktuelle animationsfilm "Disco Ormene" vil behandle dansk tegnefilms historie. I en samtale med tegner og forfatter Lars Jakobsen vil 'Film:syns' vært Steffen Moestrup forsøge at gøre sig selv og seerne klogere på emnet.
'Film:syn' kan ses tre gange om ugen på DK4: Torsdag kl. 22.30. Genudsendelsestidspunktet varierer fra uge til uge. I denne uge vises de fredag kl. 16.30 og lørdag kl. 13.00.