Nyt streamingsite til de yngste

STREAMING. 400 korte kvalitetsfilm til de 3-7-årige og deres voksne kan ses gratis online på det nye streamingsite Børnebiffen.dk. DBC Digital og Filminstituttet står bag.

En del småbørnsforældre kender allerede konceptet Børnebiffen fra deres bibliotek, lokale biograf eller Cinemateket i København. Her kan de yngste børn og deres voksne se kortfilm, som er særligt udvalgt til målgruppen. Kvalitet er i højsædet, og filmene er valgt ud fra et princip om, at de skal være i øjenhøjde med børnene og passe til deres alder. Filmene må gerne give det velkendte et twist og vække til eftertanke. Også hos resten af familien. 

Om Børnebiffen.dk

Børnebiffen.dk rummer 400 kortfilm til de 3-7-årige og deres voksne. Filmene er gratis at se online. Man skal bruge sit bibliotekslogin for at se filmene. Børnebiffen.dk er udviklet i et samarbejde mellem Filminstituttet og DBC Digital.

Nu får de yngste og deres familier en ny mulighed, nemlig at se Børnebiffen sammen hjemme i sofaen. Det er gratis, og man skal – ligesom på Filmstriben – bruge bibliotekslogin for at se filmene. Men til forskel fra Filmstriben er der ingen begrænsninger på, hvor mange film man kan se på Børnebiffen.dk. 

Børnebiffen.dk rummer ved sin åbning 400 film, og der vil løbende komme flere til. Filmene er fra både Danmark og mange andre lande, blandt andet Tyskland, Sverige, Slovakiet, Frankrig, Spanien, Australien og Sydkorea. 

Mangfoldige udtryk og fortællinger

Størstedelen af filmene er indkøbt gennem flere år via Filminstituttets indkøbsordning. De er nøje udvalgt med fokus på at rumme en række forskellige stilarter, udtryk og fortællinger, ligesom der er lagt vægt på den kulturelle mangfoldighed. Ud over de indkøbte film er der også en række danske kortfilm, som er støttet via Filminstituttets produktionsstøtteordninger. 

Børnebiffen.dk er udviklet i et samarbejde mellem Filminstituttet og DBC Digital. Man kan se Børnebiffen.dk på computer, smartphone og tablet. 

Filminstituttets indkøbsordning

Det Danske Filminstitut indkøber danske og udenlandske kort- og dokumentarfilm via ordningen 'Indkøb af kort- og dokumentarfilm til Filminstituttets distribution'.

Filmene distribueres på lige fod med de film, der er støttet af Filminstituttet, via de non-kommercielle streamingtjenester Filmcentralen, Filmstriben, Børnebiffen i dagtilbud og Børnebiffen.dk.

Distributionen sker i samarbejde med DBC Digital. Formålet med indkøbsordningen er at fremme oplysning, læring samt kunst- og kulturformidling af høj kvalitet.