OFF13 – filmfest på fynsk

OFF. Den fynske kortfilmfestival byder i år på et bredt og eksperimenterende filmprogram med fem danske film i hovedkonkurrencen. OFF går i luften den 26. august – med en ny titel som landets eneste Oscar-kvalificerende festival.

Odense Internationale Film Festival (OFF) finder sted fra den 26.-31. august på Brandts Klædefabrik i Odense, som i en uge forvandles til et internationalt filmmekka fyldt med kulturelle oplevelser. I år tæller den officielle selektion i alt 81 kortfilm, udvalgt blandt 2.756 tilmeldte film fordelt over 100 nationer.

Filmfestivalen startede i 1975, og er i dag Danmarks største kortfilmfestival, som ud over filmprogrammet byder på debatter, workshops, open air-film og koncerter. Desuden afholdes den åbne pitching-konkurrence "Pitch me baby" for fjerde gang.

Odense Filmfestival

Odense Internationale Film Festival er Danmarks største kortfilmfestival, som hvert år i august præsenterer store, unikke filmoplevelser for danske og internationale gæster. I 2012 var der mere end 16.000 besøgende.

Festivalen er en ikke-kommerciel begivenhed med store ambitioner, der ønsker at være med til skabe international opmærksomhed omkring dansk film, ved selv at manifestere sig som en markant international filmbegivenhed.

Odense Internationale Film Festival arrangeres af Odense Kommune i samarbejde med blandt andet DR og Politiken og støttes af Det Danske Filminstitut.

Årets programchef er den danske filminstruktør Kathrine Windfeld, som har været med til at sammensætte et varieret og eksperimenterende kortfilmprogram med fokus på ekstraordinære film fra hele verden, som når rundt om animation, fiktion og dokumentar, og som giver plads til både populærkultur og undergrund.

Som den eneste filmfestival i Danmark er OFF blevet godkendt som Oscar-kvalificerende, hvilket betyder, at to film – vinderen af den nationale konkurrence og vinderen af den internationale hovedkonkurrence – sikrer sig at blive vurderet af The Academy's Short Film and Feature Animation Branch, og dermed få muligheden for at blive nomineret til – og i sidste ende vinde – en Oscar.

Danske konkurrence- og premierefilm

OFF13's konkurrencefilm skal dyste i 15 programmer, om blandt andet hovedprisen på 100.000 kr. og ikke mindst en plads på Oscar-shortlisten. 54 film deltager i den internationale hovedkonkurrence, og 27 film dyster i den danske.

I år deltager fem danske film i den internationale hovedkonkurrence – heraf tre fra Filmværkstedet.

  • "Fucking tøs" af Kira Richards Hansen
  • "Ingenmandsland" af Michael Graversen (engelskproduceret)
  • "Skyggedyret" af Dorte Bengtson
  • "Trold" af Fili Seifert
  • "Hvalfjord" af Gudmundur Arnar Gudmundsson         

"Fucking tøs", "Trold" og "Hvalfjord" er alle støttet af Filmværkstedet, "Skyggedyret" er støttet af Animationspuljen.

I samarbejde med Buster International Filmfestival for børn og unge præsenteres serien "Best of Buster", der byder på tre danske premierefilm med støtte fra Det Danske Filminstitut.

"Skyggedyret" (i hovedkonkurrence og national konkurrence) handler om 10-årige Dennis, der længes efter at finde sin far, som han savner meget. Dennis har et lille magisk Skyggedyr, der er han bedste ven. Sammen med sin storebror bor han i et hårdt miljø på Nørrebro, og pludselig hvirvles Dennis ind i et bandeopgør, hvor han må vælge imellem at finde sin far eller redde sin bror fra at blive skudt. Animationsfilmen er instrueret af Dorte Bengtson og produceret af Thomas Borch Nielsen for Nice Ninja.

"Woolfert" er historien om en underkuet ulv i en verden domineret af får. Woolfert samler skrald i de rige fårekvarterer, hvor han forelsker sig i filmdiva-fåret Sheela, som stik imod alle odds falder pladask for ham. Hele fåreverdenen vender på en tallerken, og ulvene er pludselig populære. Men i kulissen lurer Sheelas forsmåede bejler for at forpurre den umulige kærlighed. Animationsfilmen er instrueret af Søren Tomas og produceret af Morten Kaufmann og Karsten Mungo Madsen for Cacao Film.

"Belinda Beautiful" (i national konkurrence) er et portræt af en udsat teenagepige i provinsen, der i sin kamp for overlevelse og jagt på drømmefyren, sætter et venskab på spil. Filmen er et billede på teenagelivets skånselsløshed og omverdenens ubarmhjertige regelsæt for normalitet – skiller man sig ud, er man fucked! Kortfilmen er instrueret af Marianne Blicher og produceret af Eva Jakobsen for Nimbus Film.

Derudover vises også "Piggy" og "Børnenes verden", Filmværksteds-filmene "Lækre til vi dør", "Nu skal vi more os", "Dicte" og "Dem man elsker" samt "2 piger, 1 kage" og "Afterparty" fra New Danish Screen.

Festivalen afholdes den 26.-31. august, og det er gratis at deltage. Odense Internationale Film Festival er støttet af Det Danske Filminstitut.

Læs mere om Odense Internationale Film Festival på hjemmesiden og facebook.

Trailer

OFF13-poster