Online-satire er klar til en ny sæson

WEB-SERIE. Anden sæson af "Christiansborg Slotscirkus" – animeret politisk satire i kort format – er klar Berlingskes politiske magasin Politiko, Facebook, YouTube og Twitter.

I de næste mange måneder frem kan du se afsnit af den animerede satire "Christiansborg Slotscirkus". Det er ikke mindst danske toppolitikere, der får grovfilen at føle i de 50 nye afsnit, der er støttet af DFI, som kan ses online på forskellige medier.

"Christiansborg Slotscirkus" er instrueret af Karsten Mungo Madsen, som er ganske bevidst om, at han skriver – eller rettere animerer – sig ind i en lang og stolt tradition for respektløse grin:

"Politisk satire er gennem årene blevet fremstillet som avistegninger, avisstriber, sommerrevyer, tv-shows og tv-serier. Den mest rene form er nok den daglige kommenterende avistegning, som har optrådt i alle respekterede aviser i henvend 100 år. Og det er her, "Christiansborg Slotscirkus" tager sit udgangspunkt. Hvis man tænker sig, at man flytter den kommenterende tegning fra den trykte avis til den web-baserede udgave, ja så kan man jo ligeså godt også animere den lidt og tilføje en lydside, så den får et par dimensioner mere."

Første sæson af "Christiansborg Slotscirkus" blev vist på www.politiken.dk. Alle de tidligere film findes også på www.slotscirkus.dk

"Christiansborg Slotscirkus" er produceret af Tiny Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Teaser