Sociologen Henrik Dahl tager pulsen på dansk films publikumsforestillinger og konkluderer, at: "Er man alvorlig ung, eller løssluppen gammel, skal man stadig til Hollywood."
At film bliver konstrueret af en manuskriptforfatter, en instruktør, en fotograf, et hold skuespillere og snesevis af andre gode kræfter, er næppe en overraskelse for nogen. Det omvendte er ikke et fuldkommen originalt synspunkt, men dog noget, man hører væsentlig sjældnere: at filmen også selv er konstruktør.
Film "har" ikke et publikum. Ved at tage bestemte problemer op på bestemte måder skaber eller konstruerer de deres publikum. Det er derfor, alle variationer over spørgsmålet "hvor stor er målgruppen?" (hvor man i realiteten skal bedømme størrelsen af publikum til en film, der ikke eksisterer endnu) er så trælse.
Hvad man kan svare på, er hvor mange mennesker, sådan cirka, der i princippet har lyst til at se en film af en bestemt type. Hvor stor en andel, der så i praksis har lyst til at se den konkrete film, kommer an på netop dén. Nogle film kan realisere 25 procent af deres potentielle publikum, andre det dobbelte.
Når man forstår, at film ikke har et publikum, men skaber deres publikum, bliver det utrolig interessant at betragte for eksempel de danske film, der har premiere inden for et år. For ved at se på filmene, kan man med lidt anstrengelse udlede, hvem der ifølge de bevilgende myndigheder må komme i biografen og hvem der ikke må. De grupper, der tiltales og i et eller andet omfang berøres, er helt åbenbart dem, der gerne må komme i biografen. De grupper, der ikke tiltales og som det ikke må formodes bliver berørt, bør holde sig væk.
Betragter man film på den måde, er det klart, at børn og unge er ganske velkomne. De må gerne komme i biografen og se andre børn og unge, det er muligt at identificere sig med, opleve ting, der aldrig ville ske i virkeligheden: en vikar fra det ydre rum eller mystiske, religiøse sekter fra længe før Kristi fødsel. Eller de må se forholdsvis almindelige unge som Anja og Viktor forsøge at overleve i den undertiden lige så uvirkelige zone, der normalt kaldes "voksenlivet".
Er voksne mennesker også velkomne i biografen? Helt bestemt - ikke mindst hvis de er interesserede i "problemer".
Er voksne mennesker også velkomne i biografen? Helt bestemt - ikke mindst hvis de er interesserede i "problemer". Det vil under tiden sige personlige problemer, men først og fremmest samfundsmæssige. Splittelsen mellem islam og kristendom. Splittelsen mellem indvandrere og danskere. Splittelsen mellem normalitet og galskab. Voksne mennesker er dog - som sagt - også velkomne i biografen, hvis de er interesserede i personlig udvikling og skæbnens mærkelige vendinger: at komme videre efter ulykken, at være svag og stærk på samme tid