Optagelserne til Nobels testamente starter

PRODUKTION. Peter Flinth begynder optagelserne til filmatiseringen af Liza Marklunds krimi "Nobels testamente".

Optagelserne til den svensk-danske koproduktion "Nobels testamente" begynder nu med Peter Flinth i instruktørstolen.

"Nobels testamente" er den første i en serie af seks film baseret på Liza Marklunds succesrige bøger om Annika Bengtzon, der vil blive spillet af Malin Crépin.

Fakta

Peter Flinth har blandt andet instrueret Arn-filmene, Wallanderfilmen "Mastermind", "Ørnens Øje", "Fakiren fra Bilbao" og flere afsnit af "Rejseholdet".

Optagelserne til de fem andre film kommer til at strække sig over hele 2011 og vil hovedsageligt foregå i Stockholmsområdet, men også i Spanien og Nordsverige. De øvrige film bliver instrueret af Agneta Fagerström-Olsson og Ulf Kvensler.

Filmserien produceres af Yellow Bird sammen med DR, Svensk TV4, tyske ARD Degeto og Nordisk Film. "Nobels testamente" har forventet biografpremiere i foråret 2012, mens de andre film bliver udgivet direkte på dvd. Filmene vil desuden blive vist på DR, TV4 i Sverige og ARD i Tyskland.

Yellow Bird står også bag Millennium-trilogien.