Orla Frøsnapper på nye platforme

MEDIA. Film skal ses i biografen, i 3D, hvis det står til folkene bag en ny animationsfilm om Ole Lund Kirkegaards kendte figur Orla Frøsnapper. Støtte fra MEDIA-programmet har været afgørende for filmens tilblivelse og for Orlas Frøsnappers debut som computerspil, siger producer Nina Crone.

Hvis du er født i 1970’erne eller 1980’erne, kender du ham garanteret. Byens tyranniske bølle, Orla Frøsnapper, som gør livet surt for kvarterets børn i Ole Lund Kirkegaards bog fra 1969 og i Gert Fredholms filmatisering "Lille Virgil og Orla Frøsnapper" fra 1980.

I juni er Orla tilbage. Denne gang i en tegnet udgave og med et computerspil, en billedbog og et brætspil i ryggen. Det er Crone Film med producer Nina Crone og instruktør Peter Dodd i spidsen, som har valgt at hive Ole Lund Kirkegaards historie ned fra reolen endnu en gang. Den afdøde forfatters univers er nemlig i høj grad relevant for nutidens børn, fortæller Nina Crone, som tidligere har stået bag animationssuccesen "Disco Ormene".

Media 20 år

MEDIA er EU's støtteprogram til den audiovisuelle industri i Europa. Det nuværende MEDIA 2007 program løber frem til udgangen af 2013 og har et samlet budget på 755 millioner euro.

Selve sagsbehandlingen foregår i Bruxelles, men der findes lokale MEDIA Desk kontorer i samtlige 32 MEDIA lande. De har til formål at rådgive og informere om MEDIA programmet og støttemulighederne. 

MEDIA's hovedmålsætninger er:

at styrke europæisk kulturel og sproglig mangfoldighed, garantere offentlig adgang til filmisk og audiovisuel kulturarv og fremme interkulturel dialog

at styrke den europæiske audiovisuelle sektors konkurrencedygtighed i et åbent marked

at styrke udbredelsen af europæiske audiovisuelle produkter både inden og uden for EU

Orla Frøsnapper

...har modtaget støtte fra blandt andet Det Danske Filminstitut, Nordisk Film & TV Fond, TV2 og altså MEDIA-programmet i Bruxelles. Sidstnævnte har støttet med 60.000 euro i udviklingsstøtte, 33.238 euro i i2i-støtte samt 150.000 i interaktiv udviklingsstøtte til spil.

...er instrueret af Peter Dodd efter manuskript af Søren Danielsen. Nina Crone og Erik Wilstrup producerer. Gert Fredholm, som instruerede "Lille Virgil og Orla Frøsnapper" fra 1980, er stemmeinstruktør, og Thure Lindhardt, Nikolaj Lie Kaas og Nikolaj Kopernikus er blandt de skuespillere, som lægger stemmer til figurerne.

...har dansk premiere den 1. juni. Under filmfestivalen i Cannes vil den udenlandske salgsagent Sola Media forsøge at sælge filmen internationalt.

"Ole Lund Kirkegaards historier er fantastiske, og de er super velegnede til animation. Vi kan jo lave alt det eventyrlige, der er en så stor del af universet, og som man i forbindelse med den første film var nødt til at klippe ud af handlingen, fordi det ikke kunne lade sig gøre at lave i live action."

Orla som film, computerspil og billedbog

Ligesom sidste års biografhit "Olsen-Banden på de bonede gulve" skal "Orla Frøsnapper" ses i 3D. Producenterne laver godt nok en version i 2D for en sikkerheds skyld, men som udgangspunkt er det meningen, at biografgængerne skal opleve filmen med 3D-briller på næsen.

"Det giver en ekstra dimension, som gør, at vi kan holde os tro mod Ole Lund Kirkegaards oprindelige univers. Samtidig er det sjovt at få alle formerne med i stedet for bare at skulle forholde sig til flade tegninger og figurer," siger Nina Crone og tilføjer, at en enorm efterspørgsel fra flere forskellige sider også har gjort det muligt at udvide universet med andre tilbud. For eksempel vil nye "Orla Frøsnapper"-fans få mulighed for at købe et brætspil, en billedbog og et Nintendo-spil, som alle tager udgangspunkt i animationsfilmen.

"Det er interessant for os at udvide universet, så det findes på flere forskellige platforme. Det giver en synergieffekt til såvel filmen som til spil og bøger. Og det er jo der, familierne er lige nu. De går i biografen, men de spiller også Nintendo derhjemme," siger hun og fortsætter:

"Jeg tror, at vi kommer til at se mere og mere af den slags. Amerikanske film findes allerede på mange forskellige platforme, og jeg tror, at det er noget, især animationsfilm kommer til at gøre mere brug af i fremtiden."  

Lang udviklingsfase

Crone Film har modtaget udviklingsstøtte, interaktiv udviklingsstøtte og i2i-støtte gennem MEDIA til filmen og computerspillet om Orla Frøsnapper. Og det har betydet meget for selskabet, fortæller Nina Crone.

"Når man laver animation, skal man igennem en meget lang udviklingsfase, inden man når frem til noget, der kan materialisere sig til en film og et spil. Det koster selvfølgelig mange penge, og derfor er MEDIA-støtten utrolig vigtig for, at vi har kunnet komme i mål med projektet."

"Orla Frøsnapper" er den første ud af tre animerede Ole Lund Kirkegaard-filmatiseringer, som vil blive fulgt op af et computerspil. Producerne bag er allerede i gang med en ny film om "Gummi Tarzan", og bagefter følger en ny version af "Otto er et næsehorn".

"Efter vores mening er det tre af Ole Lund Kirkegaards bedste historier, og jeg ved, at de kommer til at gøre sig rigtig godt som både animationsfilm og computerspil."