Oscar-kapløbet skudt i gang

OSCAR 2013. Tre danske film er i dag blevet shortlistet til kapløbet om at blive dansk Oscar-kandidat i kategorien Foreign Language Film. De tre film er "Jagten", "The Act of Killing" og "Nordvest".

For tre år siden blev Danmark og Susanne Bier inviteret til Oscar-fest med "Hævnen" og vandt en Oscar i kategorien Foreign Language Film. Året efter placerede the Academy of Motion Picture Arts and Sciences Ole Christian Madsens "Superclassico" blandt de ni shortlistede film, og i 2012 valgte akademiets medlemmer Nikolaj Arcels "En kongelig affære" som en af de fem Oscar-nominerede film.

17 spillefilm og 7 dokumentarfilm var i år mulige kandidater, og i dag kom så det første fingerpeg om hvilken film, der i det kommende halvår kan blive den danske deltager i kampen om den fornemme pris.

I Danmark er det en komité bestående af syv repræsentanter for den danske filmbranche og Filminstituttet, der afgør hvilken film, der indstilles til kampen om en Oscar-nominering. De seneste fire år er afgørelsen taget i to trin: Komitéen mødes først og indstiller tre film på en shortliste, inden den godt en måned senere beslutter hvilken film, der indstilles fra Danmark.

Komitéen afgjorde i dag hvilke tre film, der i år er shortlistet fra Danmark. Det er "Thomas Vinterbergs "Jagten", Joshua Oppenheimers "The Act of Killing" og Michael Noers "Nordvest".

Komité-medlemmerne samles igen torsdag den 26. september for at beslutte hvilken film, der har den bedste chance, når akademiets medlemmer skal stemme. (Red.: Pressmeddelelse sendes ud ca. kl 15.15.)

"Dansk film står i en yderst privilegeret situation. Akademiets medlemmer har et godt et øje til Danmark, fordi vi gennem de seneste år konstant har leveret film af høj kunstnerisk kvalitet, og igen i år står vi med en række film, som vi kan se har internationalt potentiale. Vi har valgt tre film, der enten har vist, at de gør sig internationalt, eller står lige foran at skulle til det. Det skal nok strømme ind med masser af bud på hvilken dansk film, der ville være den helt rigtige at indstille, men komité-medlemmerne vil se nærmere på, hvordan de tre titler klarer sig ude i verden. Vi vil nu gå i tænkeboks, inden vi tager den store beslutning," siger direktør for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, der er formand for komitéen.

De tre shortlistede

Thomas Vinterbergs "Jagten" vandt med Mads Mikkelsen en Bedste-skuespiller-pris i Cannes i 2012 og var inviteret til Toronto samme år. Filmen fik først dansk premiere i januar 2013 og deltager derfor i årets Oscar-kapløb. Den vises i biograferne i USA i denne sommer, og der er god respons fra anmelderne. Ganske illustrativt er den ifølge websitet Rotten Tomatoes blevet vurderet positivt i 95 % af de engelsk-sprogede anmeldelser.

Joshua Oppenheimers dokumentarfilm "The Act of Killing" blev modtaget med begejstring ved verdenspremieren på festivalerne i Telluride og Toronto i september 2012, og filmen har siden vakt røre i både Indonesien og den vestlige verden. Den vises for tiden i amerikanske biografer og genererer flotte anmeldelser. På Rotten Tomatoes vurderes den positivt af 97 % af anmelderne. En film kan deltage i kategorien Foreign Language Film, hvis dialogen overvejende foregår på ikke-engelske sprog, og det er tilfældet med "The Act of Killing", hvor dialogen for det meste er indonesisk.

Michael Noers "Nordvest" fik verdenspremiere på Rotterdams Internationale Filmfestival i januar og deltager fortsat på en række velrenommerede internationale festivaler, heriblandt de mest tone-angivende i USA. Også den har modtaget flotte internationale anmeldelser.

Den danske komité og Oscar-reglerne

I Danmark er det en komité nedsat af Det Danske Filminstitut, som afgør hvilken film, der indstilles i kategorien Foreign Language Film. Komitéen består ud over formanden af Tivi Magnusson fra Producentforeningen, Mette-Ann Schepelern fra Danske Filminstruktører, Jan Weincke fra Dansk Filmfotograf Forbund, Steffen Andersen-Møller fra Det Danske Filminstitut, Jacob Wendt Jensen fra Filmmedarbejderforeningen og Kim Pedersen fra Danske Biografer.

Hvert land kan indstille netop en film til nominering i kategorien. Fra 1. oktober vurderes filmene af the Academy of Motion Picture Arts and Sciences' "foreign language" komité, der skal vælge seks film til en shortliste. En eksekutiv komité tilføjer derefter yderligere tre film til shortlisten for at sikre, at der ikke er iøjnefaldende udeladelser på shortlisten, der derefter består af ni film. To komitéer, en på USA's østkyst og en på vestkysten, ser derefter de ni film og vælger de fem film, som Oscar-nomineres.

Nomineringerne offentliggøres torsdag den 16. januar, og selve Oscar-kåringen finder sted søndag den 2. marts.

Akademiets regler kræver, at den indstillede film har haft biografpremiere i perioden fra 1. oktober 2012 til 30. september 2013, og at den er produceret uden for USA og med et andet sprog end engelsk som det væsentligste sprog.

Oscar-indstillinger fra Danmark de seneste 10 år til Foreign Language Film

2012 En kongelig affære / Nikolaj Arcel / nomineret
2011 Superclásico / Ole Christian Madsen / shortlistet
2010 Hævnen  / Susanne Bier / Oscar-vinder
2009 Frygtelig lykkelig / Henrik Ruben Genz
2008 To verdener / Niels Arden Oplev
2007 Kunsten at græde i kor / Peter Schønau Fog
2006 Efter brylluppet / Susanne Bier / nomineret
2005 Adams æbler / Anders Thomas Jensen
2004 De fem benspænd / Jørgen Leth og Lars von Trier
2003 Reconstruction / Christoffer Boe

Samlet oversigt over danske Oscar-deltagere i alle kategorier gennem årene