Østafrikas børn møder Den kæmpestore bjørn

FESTIVAL. Ti danske film er med på Zanzibar International Film Festival 2011, der har slået dørene op for Children & Film Panorama, en særlig børne- og ungdomssektion skabt i samarbejde med Det Danske Filminstitut.

Den østafrikanske ø Zanzibar danner for 14. gang ramme om Zanzibar International Film Festival (ZIFF), som begyndte i weekenden og løber frem til den 26. juni.

Det Danske Filminstitut har i løbet af de seneste år i samarbejde med ZIFF opbygget en børne- og ungdomssektion af festivalen. Årets Children & Film Panorama finder sted 20.-24. juni, hvor festivalen præsenterer et udvalg af børne- og ungdomsfilm fra bl.a. Algeriet, Chile, Danmark, Kenya og Tyskland. Arrangørerne forventer, at 2000 skoleelever fra i alt 20 skoler på øen deltager i visningerne.

Fakta

Danske film på årets Zanzibar International Film Festival

Kidnappet
Den kæmpestore bjørn
Cykelmyggen og dansemyggen
De fantastiske 3
Her bor Jensen
Lauges kat
Lille far
Pusling
Frederikke
Tigre og tatoveringer

DFI i Østafrika

Ud over samarbejdet på Zanzibar er Det Danske Filminstitut også involveret i et projekt i Uganda.

Youth & Film Uganda er overskriften for Filminstituttets satsning i samarbejde med den Danske Center for Kultur og Udvikling, den Danske Ambassade og The Maisha Foundation. Initiativet kombinerer mobile biografer, filmfestivaler, master classes for professionelle filmfolk, undervisning i praktisk filmproduktion samt udvikling og produktion af dokumentarfilm – alt sammen med fokus på unge mellem 13 og 19 år.

Med sin deltagelse i området ønsker Det Danske Filminstitut at være med til at fremme både produktion og distribution af børne- og ungdomsfilm i regionen samt styrke det politiske fokus på området.

Der indgår ti danske film i børne- og ungdomssektionen, blandt andet de prisbelønnede spillefilm "Den kæmpestore bjørn" og "Kidnappet". Sidstnævnte åbnede årets Children & Film Panorama – og filmen er i øvrigt på vej i regulær biografdistribution i Tanzania og en række andre afrikanske lande.

Ved siden af Children & Film Panorama støtter Filminstituttet desuden en workshop, Film for Change, hvor kommunikationskonsulent og researcher Søren Sønderstrup vil diskutere film og social forandring. Fokus er på afrikansk film generelt, media access, repræsentationsstrategier og kommunikationsrettigheder for udsatte og marginaliserede grupper i Afrika.

Zanzibar International Film Festival