Østrigske highlights i Cinemateket

Østrig har gennem de seneste 50 år været centrum for europæisk eksperimentalfilm. Se de bedste i Cinemateket onsdag den 28. oktober.

Østrig markerede sig for alvor på eksperimentalfilmscenen i 1950'erne og holder stadig fanen højt i 2009. Cinemateket har i samarbejde med den østrigske distributør sixpackfilm sammensat to programmer med de mest toneangivende film fra henholdsvis før og efter 1990.

Pionererne
I 1950'erne trådte Peter Kubelka ny grund inden for den strukturalistiske tradition. Han tog den sovjetiske montage et skridt videre ved at gå tilbage til den enkelte frame som filmisk enhed. En anden pioner, Kurt Kren er i særdeleshed blevet hyldet for sine films musikalske kvaliteter med komplicerede klipperytmer, der er baseret på forudbestemte diagrammer. Cinemateket viser fire kortfilm af hver instruktør.

I 1970'erne markerede Valie Export og Mara Mattuschka sig med deres feministiske film, bl.a. Valie Exports "… Remote… Remote…", der udstiller kvindelig selvødelæggelse ved at vise instruktøren selv barbere og groome sig.

Nye eksperimenter
I 1990'erne står kunstnere, der arbejder med "found footage" frem. Peter Tscherkassky og Martin Arnold dekonstruerer materiale fra Hollywood-film og skaber nye betydninger. Lisl Ponger benytter i "Passages" turistfotos til at sammenkæde det private og det politiske i en essayistisk film om det 20. århundrede.

Fra de seneste års eksperimentalfilm viser Cinemateket to meget forskellige bud: Friedl Vom Gröllers "Passage Briare" fra 2009 er et selvportræt af kunstneren og en observation af hendes aldren set gennem hendes møder med en mand. Johann Lurfs "Vertigo Rush" viser en skov, men en række teknisk krævende zooms drager tilskuerens krop ind i den filmiske oplevelse og opløser den filmede skov til abstraktion. Filmens stramt strukturerende princip peger tilbage til landsmændene Peter Kubelka og Kurt Kren.

Østrigske eksperimentalfilm I (1958-85) bliver vist i Cinemateket onsdag den 28. oktober kl. 19.00
Østrigske eksperimentalfilm II (1996-2009) bliver vist i Cinemateket onsdag den 28. oktober kl. 20.30.

Bestil billetter