På jagt efter nye talenter

TALENT. For tredje år i træk uddeler CPH:DOX i samarbejde med DR og Filmværkstedet Talentprisen og 25.000 kr. til en ny, lovende dokumentarfilminstruktør. Ansøgningsfrist den 27. september.

Talentprisen er en konkurrence sponsoreret af DR, som giver unge filmskabere en unik mulighed for at pitche deres idé til den professionelle dokumentarfilmsbranche. Præmien er 25.000 kr. i udviklings- og produktionsstøtte fra DR og mulighed for at låne udstyr af Filmværkstedet til at få filmen i kassen.

Talentprisen leder efter en film med en original og velskrevet idé, historier der spænder vidt både stilistisk og idémæssigt og karakterer, der enten provokerer eller fascinerer. Projekterne kan være skæve og excentriske, nyhedsdrevne og pågående, konceptuelle, observerende eller helt personlige.

Sidste år vandt Camilla Lee Fabricius for ideen til filmen "Mødet i Musikken" om musikterapi i behandlingen af ældre med demens.

CPH:DOX opfordrer alle unge og nye instruktørtalenter til at deltage i konkurrencen. Det handler hverken om erfaring, baggrund, CV, eller om at kende de rigtige mennesker. Det kan være uprøvede instruktører der drømmer om at lave den første film, eller dem der drømmer om at lave flere.

CPH:DOX, DR og Filmværkstedet ønsker at sætte fokus på udviklingen af unge, kreative instruktørtalenter. Der udvælges ti finalister, som vil konkurrere den 8. november 2013 til et særlig talent-pitch event i København, hvor et professionelt panel vil udpege vinderen af Talentprisen 2013.

Ansøgningen skal sendes senest fredag den 27. september 2013. Den skal indeholde en idébeskrivelse på max to sider samt et visuelt klip på max tre minutter.

Læs mere om kravene og deltagelse på www.cphdox.dk