På filmisk opdagelse i lokalhistorien

DANMARK PÅ FILM. Nydigitaliserede film og publikums minder bidrager til større viden om historien i lokalområdet, når bibliotekerne i Jammerbugt afholder filmhistoriske arrangementer. Filmvisningerne er del af projektet ’Dit Danmark på film’.

Der var filmklip, kringle og gode historier, da Aabybro Bibliotek afholdt filmarrangement med nydigitaliserede film fra lokalområdet. Formanden for Aaby Sogns Lokalhistoriske Forening, Svend Andersen, introducerede det nysgerrige publikum for streamingsitet ’Danmark på film’ – med særlig vægt på de historiske film fra Jammerbugt. Der er planlagt flere filmarrangementer den 19.-26. oktober på Aabybro Bibliotek, Brovst Bibliotek, i Fjerritslev Kino og Pandrup Kino.

Dit Danmark på film

Filmarrangementet på Aabybro Bibliotek er en del af projektet ’Dit Danmark på film: Når lokalhistorie bliver til danmarkshistorie', hvor de to kommuner Jammerbugt og Brønderslev har samarbejdet med Det Danske Filminstitut om at indsamle, digitalisere og formidle de lokalhistoriske film.

Svend Andersen er opløftet over de mange positive tilkendegivelser fra publikum. Han oplever, at de lokalhistoriske film skaber engagement:

”Deltagerne var klar til at drøne hjem og lege med hjemmesiden. Det gjorde indtryk på dem at se klip fra lokalområdet. De kender en del af de personer, der er med i filmene. Mange af deltagerne er fra små lokallandbrug, så de kan genkende sig selv, familiemedlemmer og bekendte, når de ser en film som ’Kyllinger på rejse’ om fjerkræproduktion her på egnen. Filmen kommer godt omkring i lokalområdet, og det vækker glæde at se noget, man kan genkende.”

Filmene vækker genkendelsens glæder. Her er det Ritta Pedersen, der følger opslugt med. Foto: Rocco Peditto.
Svend Andersen, der er formand for Aaby Sogns Lokalhistoriske Forening, præsenterer film. Foto: Rocco Peditto

Der blev budt på mere lokalhistorie med klippet 'Sidste tog fra Pandrup station' fra 1963, som markerede enden på ’Løkkenbanen’, der havde stor betydning for byernes nuværende placering. Klippet ’Aggersund-broen under opbygning’ viser både et centralt bygningsværk i lokalområdet og arbejdsforholdene for ’brobisserne’, der knoklede med manuelt arbejde i mange meters højde, da broen blev konstrueret i perioden 1939-1942.

Aggersund-broen under opbygning (1942)

Publikum på Aabybro Bibliotek blev grebet af stemningen, og på opfordring blev filmen fra Thise Pensionistforenings udflugt til Gjøl Kro i Hanherred i 1964 vist. Herefter blev publikum taget med på færdselsskole i Aalborg anno 1957, hvor børnene lærer, hvordan de skal agere i trafikken.

På færdselsskole i Aalborg (1957)

 

Men der var også klip fra den anden ende af landet, heriblandt Christian X på sit legendariske morgenridt gennem København i 1940.

Kong Christian X på sit morgenridt (1940)

 

Viden om lokalområdet

Det er ikke kun deltagerne ved arrangementet, der får noget ud af at genopleve historien i lokalområdet.

Lokalhistorie på film

Arrangementet i Aabybro er et af en række af arrangementer, som Jammerbugt Bibliotekerne afholder i forbindelse med projektet ’Dit Danmark på film: Når lokalhistorie bliver til danmarkshistorie’. I oktober måned kan interesserede opleve lokalhistoriske film her:

”Det engagement og den interaktion, der var ved mødet, og som jeg kan se i kommentartråden, når Filminstituttet deler klip på facebooksiden Filmcentralen, gør også os klogere på historien, som filmene fortæller,” siger Svend Andersen. ”At vi kan dele en film, og at seere i lokalområdet kan genkende en person eller en bygning og har en personlig anekdote eller et minde kan gøre os klogere. Både på menneskene, der har levet her i området, og på det liv, som man levede dengang. Det får vi meget ud af lokalhistorisk.”

Publikums anekdoter bidrager til ny viden om lokalhistorien. Foto: Jammerbugt Bibliotekerne
Publikum på Aabybro Bibliotek genkendte mange af personerne i de gamle film. Foto: Rocco Peditto