Paprika Steen vinder stor international pris i Karlovy Vary

Paprika Steen modtager prisen for Bedste Kvindelige Skuespillerinde ved Karlovy Vary International Film Festival, Tjekkiet, for sin ekstraordinære indsats i "Applaus", som også modtager Europa Cinemas Label-prisen.

Martin Pieter Zandvliets debutfilm, der fik verdenspremiere og samtidig åbnede hovedkonkurrencen i sidste weekend, blev positivt bemærket i den lokale presse. Prague Daily Mirror skrev: "Det var en ren fornøjelse at se filmen, hvor Steen giver sit ypperste ... hendes storslåede skuespil blev støttet op af genial instruktion i skildringen af virkeligheden samt fremragende redigering".

"En frygtløs tour-de-force præstation af Paprika Steen er hovedattraktionen i det danske drama "Applaus", om en brysk, alkoholiseret skuespillerinde, der forsøger at genvinde kontrollen med sit liv og forældre-myndighed over hendes unge sønner."

Det amerikanske filmmagasin Variety har også lagt mærke til skuespillet: "En frygtløs tour-de-force præstation af Paprika Steen er hovedattraktionen i det danske drama "Applaus", om en brysk, alkoholiseret skuespillerinde, der forsøger at genvinde kontrollen med sit liv og forældremyndighed over hendes unge sønner."

"Applaus" modtager desuden Europa Cinemas Label-prisen, der første gang blev uddelt i 2003, og som har til formål at fremme udbredelsen af europæiske film i Europa. Med prisen følger støtte til en styrket biograflancering i Europa Cinema-biografer.

Paprika Steen har tidligere været i Karlovy Vary. Hun deltog på festivalen i 2004 som instruktør med "Lad de små børn", der blev hædret med prisen for Bedste Kvindelige Skuespiller til Karen-Lise Mynster og en Special Mention.

Paprika Steen har høstet stor anerkendelse for sit arbejde, som omfatter præstationer i Susanne Biers "Elsker dig for evigt" og Jesper W. Nielsens "Okay", der hver sikrede hende både en Bodil og en Robert. Hendes seneste roller indbefatter en både skræmmende og vittig alien skolelærer i Ole Bornedals "Vikaren" og den bekymrede hustru i Kristian Levrings "Den du frygter ".

"Applaus" er produceret af Mikael Rieks for Koncern Film med støtte fra New Danish Screen under Det Danske Filminstitut.

"Applaus" distribueres af Nordisk Film Biografdistribution og får dansk premiere den 24. september.